Kunst, teologi og historie i Midthimmerlands Folkeuniversitet

Annonce

Forårsprogrammet i Midthimmerlands Folkeuniversitet byder på tre foredrag, som tilsammen er et fint ta’-selv-bord den del af vore læsere, som gerne vil udvide horisenten i flere retninger.

Første foredrag, som oven i købet er ganske gratis, kan opleves i Den Blå Skolestue på den tidligere Støvring Højskole tirsdag aften den 21. marts.

Her fortæller lektor i teologi ved Aarhus Universitet Bo Kristian Holm om ”Luthersk oven i hovedet”.

Det handler om Martin Luthers nye forståelse af Gud og hvordan dét ændrede folks forståelse af Gud og omverden: Måske skete de største ændringer efter reformationen ikke i kirken, men inde i folks hoveder.

Bo Kristian Holms påstand er, at en række af de mange konflikter i samfundet i dag skyldes fortrængning af Luthers arv og tanker.

Da Alaska var russisk

Mandag aften den 27. marts fortæller Annie Christensen, lektor i russik ved Aarhus Universitet, om ”Livet i russisk Alaska, set med en guvernørfrues øjne”.

Det foregår på Nørager Bibliotek og har udgandspunkt i de mange arkivstudier, Annie Christensen har foretaget i sin oldemors breve fra Alaska i perioden 1859-62, da hendes mand fungerede som guvernør i Alaska, som dengang var en del af det russiske Zar-imperium.

Dansk kunst 1890-1930

– med stærkt lokalt islæt

Torsdag aften den 6. april fortæller kunsthistoriker cand. phil. Pia Høy i RebildCentret, Gravlev, om ”Dansk kunst 1890-1930”, en af de mest spændende perioder i nyere dansk kunst, hvor de såkaldte ”modernister” udfordrer og reformerer kunsten, samtidig med at andre strides om kunstens mål og midler, bl.a. i ”Bondemalerstriden”, som raser i Dagbladet Politiken omkring 1907.

”Ørnebjergkolonien” i Rebild Bakker, et modsvar til Skagensmalerne, inddrages i foredraget, som jo finder sted netop dér, hvor Anders Bundgaard i sin tid grundlagde den imponerende underjordiske skulptursamling.

RebildCentret er da også medarrangør af dette foredrag.