Landsbykoret i St. Brøndum fejrer sine første 25 år med et BRAG..!
Tirsdag aften den 16. maj fejrer Landsbykoret i St. Brøndum sit 25 års jubilæum med en forrygende jubilæumskoncert i St. Brøndum kirke.
Koret blev stiftet i september 1992 efter forarbejde af blandt andre Birgit Møller Sørensen, som juni 1992 blev ansat som organist ved St. Brøndum, Siem og Torup kirker. Elisabeth Svenstrup var straks med på idéen, og har lige siden været korets kompetente og inspirerende korleder/dirigent – så de har også begge to 25 års jubilæum, men mere om dét ved en senere lejlighed 😉
Tiden flyver….!
Elisabeth Svenstrup, som til daglig er organist og korleder i Arden/Storarden kirker, har lige som enkelte af kormedlemmerne været med hele vejen. Det er fantastisk som det er gået. Der har altid været koncerter at stille op til i herværende pastorat, men også mange andre steder har man haft lyst til at høre koret. Det har ikke skortet på arrangementer, og det er dejligt, for de er korets livline. Der er både noget at øve til, og så kommer der penge i kassen – det er også nødvendigt…
En trofast kunde!
Koret har i al den tid øvet i St. Brøndum Forsamlingshus og må siges at være en trofast gammel kunde i huset. Koret har været glad for at kunne være der, og håber den ordning kan fortsætte mange år endnu. Koret er på ca. 25 medlemmer lige nu, og har altid svinget mellem ca. 20 og 25.
Der har selvfølgelig været løbende udskiftning blandt kormedlemmer, det er sket sådan lidt efter lidt, men der har samtidig i lang, lang tid været en meget fast stok af medlemmer, som holder ved – selvfølgelig fordi det er så skønt og livgivende at synge og være sammen om et fælles projekt. Der er altid en ny koncert i sigte, som der skal øves til og det sociale er heller ikke uvigtigt…
Et KÆMPE-brag!
Koret sætter alle sejl for at lave et brag af en jubilæumskoncert.
Repertoiret spænder vidt fra Mozart over Kai Norman Andersen til nyere ting. I den festlige anledning suppleres koret med gæstesolisterne Tine Lilholt på fløjte og harpe samt pianist Lili Olesen, der akkompagnerer på klaver.
Efter koncerten indbyder koret til et lille traktement i St. Brøndum forsamlingshus, hvor alle tilhørere fra koncerten i kirken samt andre interesserede, f.eks. tidligere kormedlemmer, er velkomne til at deltage – tilmelding er ikke nødvendig.
Bestyrelsen håber meget at tidligere kormedlemmer får lyst til at fejre jubilæet sammen med koret, for det har været et helt fantastisk festligt kvart århundrede, ”som lige pludselig er gået….”