Lokal lungeforening er på vej
Er du lungesyg eller pårørende til en, der er, kan du høre nærmere om et nyt initiativ til stiftelse af en lokal lungeforening, dækkende Rebild, Mariagerfjord og Vesthimmerlands kommuner, på Center Sundhed, Mastruplundvej 2L i Støvring, mandag eftermiddag den 12. september.
Under mødet serveres der lidt godt til ganen, og tilhørerne kan opleve et livligt foredrag omkring lungesygdom fra den erfarne KOL-sygeplejerske Louise Mackenhauer.
Stiftende generalforsamling
En ny lokalafdeling under Lungeforeningen er som nævnt ved at tage sin form, og holder i denne forbindelse stiftende generalforsamling den 12. september.
Dagens foredragsholder Louise Mackenhauer, som også er en af initiativtagerne bag den nye lokalafdeling, siger: – Der er brug for at vi får etableret en velfungerende lokalafdeling, som kan være med at støtte de familier, som rammes af en lungesygdom.
– Derudover er der brug for at sprede viden omkring KOL, ikke kun til almenbefolkningen, men også til dem, der arbejder inden for sundhedsvæsenet. Man ved simpelthen for lidt om sygdommen og behandlingen.
– Det vil jeg gerne være med til at lave om på, blandt andet gennem arbejdet i den nye lokalafdeling, fortæller Louise Mackenhauer, der stiller op som formand for lokalafdelingen.
– For at kunne få en ny lokalafdeling op at stå, er der brug for frivillige, som ønsker at gøre en forskel, slutter Louise Mackenhauer.
Den anden initiativtager
– Derfor håber vi meget, at alle der kunne have interesse, kommer til mødet, ikke kun for at høre oplægget omkring ”Livet med lungesygdom”, men også for at høre om den nye lokalafdeling og de muligheder, den vil give os i de tre kommuner, siger Jan Østerdal, som er den anden initiativtager.
– Vi ønsker at skabe en lokalafdeling, hvor alle bidrager med det de kan. Vi ved godt at man, når man er lungesyg, ikke har så mange kræfter til at gøre ting, men der er brug for alle mand for at få denne lokalafdeling op at køre, understreger Jan Østerdal.
Fotoet herover viser Louise Mackenhauer og Jan Østerdal.