Lokal protestaktion imod myndigheds-langsommelighed i byggebranchen

0

Urimelige sagsbehandlingstider hos en offentlig myndighed får nu Himmerlands-kredsens Venstre-folketingskandidat Marie Bjerre til at gå i brechen for den lokale entreprenør og bygmester m.m. Arne Thorhauge, som stadig venter på Geodatastyrelsens udmatrikulering af seks ejendomme i Støvring, som han solgte sidste år: – Det er helt urimeligt, at styrelsen har så lange sagsbehandlingstider, mener hun.

Arne Thorhauge ejer Thorhauge Entreprenør ApS, og købte i 2016 en grund på Østervænget i Støvring, hvor han har bygget seks nye beboelsesejendomme. Husene blev solgt sidste år, og

straks efter Rebild Kommunes godkendelse af den matrikulære sag i november 2018, blev sagen indsendt til Geodatastyrelsen med henblik på udmatrikulering af ejendommen til de 6 nye ejendomme.

– Det giver stor frustration, at jeg skal vente så længe på sagsbehandlingen. Så længe udmatrikuleringen afventer, kan køberne jo ikke få deres skøde på ejendommene, og dermed kan jeg heller ikke få frigivet købesummerne. De penge burde komme ud i samfundet at arbejde i stedet for. Jeg kan ikke engang få noget at vide om, hvor længe jeg skal vente, siger en frustreret Arne Thorhauge

Urimelig sagsbehandling

– Det er helt urimeligt, at man skal vente så længe på at få behandlet sin sag hos Geodatastyrelsen. Det dræber virkelysten til at udvikle og bygge fast ejendom, og det er skidt for Danmark, siger V-kandidat Marie Bjerre, som nu vil have den ansvarlige minister til at se på sagen.

Geodatastyrelsen blev flyttet til Aalborg fra København i oktober 2016 som led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser. Før styrelsen blev flyttet til Aalborg, var sagsbehandlingstiden væsentligt kortere. Ifølge styrelsens egen hjemmeside er der i øjeblikket 4.375 uafsluttede sager.For halvandet år siden, i august 2017,var der blot 1.668 uafsluttede sager.

– En kortvarig nedgang i kvaliteten, når vi udflytter statslige arbejdspladser, er naturligvis forventeligt, men nu er det to et halvt år siden Geodatastyrelsen flyttede til Aalborg. Det er ikke godt nok, at der ikke er styr på sagsbehandlingstiderne endnu, siger Marie Bjerre og fortsætter:

– Samtidig kan vi se, at sagsbunkerne vokser og vokser. Bare i år er der kommet mindst 400 yderligere uafsluttede sager til, og vi kan ikke få noget at vide om, hvornår en sag forventes afsluttet, så nu har jeg kontaktet energi- forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt for at få ham til at gå ind i sagen.

Marie Bjerre besigtigede sammen med Arne Thorhauge de nye ejendomme på Østervænget i Støvring i torsdags (foto).

Share.

Der er lukket for kommentarer.