Ludvig Holberg på Himmerlands Teater
Det nye år er i fuld gang, og det er teatersæsonen også: – Så vær med til at komme rigtigt i gang med den fornøjelige og tankevækkende komedie af gode gamle Ludvig Holberg, lyder det fra Susanne Sangill, teaterleder ved Himmerlands Teater.
Himmerlands Teater præsenterer gæstespillet HEXERIE OG BLIND ALARM d. 23. januar.
– Forestillingen spilles på Hobro Teater, da den er alt for stor til vores egen lille sal, forklarer teaterleder Susanne Sangill, som glæder sig meget til selv at se forestillingen.
Det er Teater Møllen, der gæster Hobro. De har en lang tradition for en helt særlig spillestil. På mange måder lægger den sig, i hvert fald i denne forestilling, op ad hvordan man også kunne spille Holberg på hans egen tid.
Dog er den frisket gevaldigt op. Kort sagt en forrygende nyfortolkning af forvekslingskomedien
I HEXERIE OG BLIND ALARM fortæller Ludvig Holberg en historie om, hvordan det kan gå, når en gøglertrup slår sig ned i en lille provinsby. Alskens overtro og rygter begynder at florere, og inden længe er det lille samfund sat på den anden ende. Gøglerne slæbes for retten anklaget for heksekunst og trues med både pinebænk og hjul og stejle.