Mariagerfjord fyldes med ”Spil Dansk” 30. okt. – 5. nov.
Mariagerfjord vil i år for alvor være ”Spil Dansk-kommune” for fuld musik,
når festugen med alle de danske nye og gamle musikstykker og sangskatte løber af stabelen i dagene 30. oktober til 5. november.
En fjerdedel af Danmarks 98 kommuner er tilmeldt arrangementet, og i Mariagerfjord Kommune kommer ugen til at stå i amatørernes, de professionelle kunstneres, de frivilliges og de lokale ildsjæles tegn, – kort sagt hele paletten rundt..!
Eksempelvis får Arden Kulturhus besøg af en professionel sangskriver, som giver koncert og fortæller om dét at skrive sange.
Mariagerfjord Gymnasium får besøg af en jazzmusiker, BioCentret tilbyder koncert med Peter Vesth og Kristian Rusbjerg, nogle af kommunens musiktalenter får mentorsessions og masterclasses, der er kursusdag for udvalgte musikundervisere i kommunen, og et af områdets amatørkor får undervisning af en professionel korunderviser.
Dette var blot et lille udpluk, – og så kan man jo lytte til alle DR’s radiokanaler, som spiller dansk hele ugen.