Mariagerfjord går til aktiv kamp mod demens
Foreløbig 13 kommuner i Danmark er demensvenlige, og Mariagerfjord Kommune er nu en af dem. Samarbejde mellem foreninger, virksomheder og kommune skal sikre initiativer, som kan medvirke til at forbedre demensindsatsen og hjælpe borgere til større hjælp.
Demensalliancen står bag initiativet med demensvenlige kommuner, og Mariagerfjord er én ud af syv kommuner, der er kommet med i projektet i 2016. Seks kommuner kom allerede til i 2015.
– Vi vil hjælpe borgerne til større forståelse af sygdommen og dens konsekvenser – både i forhold til, hvordan vi selv kan være med til at forebygge at få sygdommen og hvordan vi hver især kan hjælpe en borger med demens, hvis de har problemer med at betale i en forretning eller ikke kan finde vej. Her er det til stor gavn for borgere med demens og deres pårørende, at vi samarbejder om tilbuddene, fastslår udvalgsformand for Sundhed og Omsorg Mette Riis Binderup.
Mariagerfjord Kommune har blandt andet samarbejde med foreninger og virksomheder om lokale initiativer, som kan hjælpe borgerne.
Kommunen har allerede uddannet en gruppe Demensven-instruktører til at finde demensvenner og udbrede kendskabet til sygdommen.