Mariagerfjords idrætsforeninger får inspiration til en god velkomst
Mange borgere i Mariagerfjord Kommune vil gerne være del af en forening, og foreningerne vil også gerne byde nye medlemmer velkomne. Men det er ikke altid let at være ny i en idrætsforening, hverken i forhold til det praktiske eller til uskrevne regler. Derfor tilbyder Mariagerfjord Kommune nu et kursus i at tage godt imod nye medlemmer.
Kurset holdes onsdag den 13. april på Hadsund Rådhus, og afvikles som et fyraftensmøde. Alle foreninger i Mariagerfjord Kommune er velkomne – og det er gratis at deltage. Mødet er del af breddeidrætsprojektet i Mariagerfjord Kommune og er støttet af Kulturministeriet og Nordea-fonden. På kurset vil de tre lokale foreninger, Assens Gymnastikforening, Hadsund Bokseklub og Hadsund Boldklub, give et indblik i, hvordan de arbejder med modtagelsen af nye medlemmer til inspiration for andre foreninger i kommunen. Herefter afvikles to workshops med hver deres fokus.