Masser af kunst i Buderup Ødekirke 20.-21. august
Kunstnergruppen Liv udstiller i Buderup Ødekirke i weekenden den 20. og 21. august.
Det gamle tomme kirkerum får nyt liv, når kunstnergruppen Liv udstiller i weekenden den 20. og 21. august.
Det smukke og stemningsfulde rum fyldes for en stund af en mangfoldighed af former og farver, når de ni kunstnere viser eksempler på deres forskellige maleriske udtryk, som spænder fra det naturalistiske til det mere abstrakte.
Udstillerne er Eva Dalby-Jakobsen, Dorrit Pedersen, Anny Svendsen, Jonna Lindstrøm, Marianne Rying, Mona Winther Sørensen Margrethe Christensen, Arne Møller Larsen og Kickan Bang.
Det er første gang, kunstnergruppen Liv udstiller i Ødekirken, men gruppen har en lang tradition med mange fælles udstillinger bag sig, blandt andet på herregården Bratskov i Brovst og Galleri Inuit i Aalborg.
Udstillerne håber, at rigtig mange vil lægge turen forbi Ødekirken på adressen Buderupholmvej 34, Støvring for at se og vurdere de mange forskellige værker.