Masser af Shu-Bi-Dua-hits i Kig Ind

Annonce

Fredag den 28. oktober får Kig Ind i Nørager besøg af et fantastisk Shu-bi-dua kopiband: DEN RØDE TRÅD, navnet hentet direkte ud af ét af de mange hits, Shubberne nåede at få lavet inden Michael Bundesens alvorlige sygdom.

Bandet lover tilhørerne en musikalsk oplevelse af de helt store – en hyldest til ”Danmarks nationalorkester”, med alle numrene fra Shu-bi-duas enorme hit-katalog.

Koncerten skydes i gang med numre som ”Står på en alpetop”, ”Stærk tobak”, ”Hvalborg”, ”Den røde tråd”, ”Vuffeli-vov” o.s.v.

Numrene bliver fremført tro mod originalerne, og der er kræset for korstemmer og lyd: Fællessangen fra de bageste tilhørere bliver kun overdøvet af de forreste, hvis det går som det plejer, når Den Røde Tråd ruller sig ud. Gruppen består af Lasse Magnussen (vokal, mundharpe), Andreas O`Carrol (guitar, kor), Thomas Olesen (keyboards, kor), Goran Bogicevic, (bas, kor) og Morten Carøe (trommer). Aftenen starter med spisning, og adgang købes via himmerlandsbilletten eller Nørager Bibliotek.