Moderne, afrikansk kunst på vandring

Annonce

For nylig indtog en ny udstilling Rotunden på KulturStationen i Skørping, hvor den kan ses frem til og med marts måned. Udstillingen består af moderne, afrikansk kunst og bærer titlen ”Afrika 2015/16”. Der er tale om en vandrerudstilling, som startede på galleriet Glocal Art i august 2015 og vises fra februar til marts på Kulturstationen. Den har været udstillet i Aalborg og skal siden til Tranum Kultur- og kunstcenter og til Frederikshavn.

Udstillingen gør op med fordommene om, at afrikansk kunst er identisk med masker og figurer. Udstillingen rummer malerier og keramik fra både Øst- og Vestafrika, og den viser en mangfoldighed og kunstnerisk kunnen, som er fuldt på højde med, hvad man kan se blandt europæiske kunstnere. Blandt de udstillende kunstnere er keramikeren Bruno Sserunkuuma fra Uganda. Han må anses for at være Østafrikas dygtigste keramiker, og han bidrager med flere værker. Hans værker kan dog kun ses på KulturStationen frem til 8. marts, idet glasmontrerne herefter er udlånt til en anden udstilling.

Udstillingen rummer også collager af Chike Obeagu fra Nigeria. Han kastede sig over collage af bl.a. blade, da han var for fattig til at købe maling og lærreder. Nu har kunsten bragt ham ud af fattigdommen. Idet hans collager i dag er så berømte, at han i 2015 solgte et værk for 15.000 dollar i Lagos. Derudover rummer udstillingen et maleri af kunstneren Boniface Maina fra Kenya, samt en række andre værker. Malerierne og keramikken er til salg, så siden udstillingen startede på Glocal Art, har der fundet en vis udskiftning sted.