Motionsredskaberne i Skibsted er nu behørigt indviet

0

Fredag eftermiddag blev de nye, udendørs motionsredskaber i Skibsted behørigt indviet. Indvielsen foregik med tredobbelt snoreklip og trompetfanfare, hvorefter både børn og voksne afprøvede de nye fitness redskaber under kyndig vejledning af to fysioterapeutstuderende fra byen.

Skibsteds borgere samt elever, lærere og pædagoger fra Skibstedskolen var mødt talstærkt op til indvielsen af byens nye, udendørs motionstilbud. Blandt gæsterne ved indvielsen var også Brian Jensen fra Scandi-Trend i Hobro, som har leveret de nye fitness redskaber. Rebild Kommunes landsbypulje og St. Brøndum Sparekasses fond har bevilliget pengene til redskaberne, som Gruppen Sundhed i Skibsted siden har opstillet med god hjælp fra lokale virksomheder, som har leveret muskel- og maskinkræfter.

10

Snoreklip og fanfare

Indvielsen foregik med tredobbelt snoreklip, hvor en elev fra Skibstedskolen samt repræsentanter for henholdsvis Rebild Kommunes Landsbyråd og St. Brøndum Sparekasses fond klippede hvide bånd over. Herefter blev der blæst en fanfare på trompet, inden det var tid at afprøve de nye fitness redskaber på sportspladsen i Skibsted.  Camilla Vigel Olsen og Kate Buch Andersen, begge fra Skibsted og fysioterapeutstuderende ved UCN i Aalborg, stod klar med gode råd til, hvordan maskinerne skulle anvendes.

Træn hele kroppen

Eleverne fra Skibstedskolen var på pletten, da der blev mulighed for at afprøve motionsredskaberne. Elever og personale på Skibstedskolen har den sidste tid fulgt arbejdet med etableringen af anlægget, og glædede sig nu til at afprøve det samt gøre brug af det i hverdagen. Lidt efter lidt tog både unge og ældre blandt publikum også mod til sig og afprøvede redskaberne, som giver mulighed for at træne hele kroppen.

Et flot anlæg

Blandt de fremmødte var, som nævnt, Brian Jensen fra Scandi-Trend i Hobro. Firmaet startede for ca. 4 år siden og er specialiseret i udendørs fitness redskaber i stål eller træ samt udendørs bænke. Firmaet har leveret redskaber over det meste af Danmark samt til to udendørs fitness-anlæg i Sverige. –Det er et rigtigt flot anlæg, de har fået her i Skibsted, konstaterede Brian Jensen, som ellers har set en del udendørs motionsanlæg. -De har selv stået for opsætningen af det hele, vi har kun leveret maskinerne, og de har gjort et rigtigt flot stykke arbejde og husket alle instruktionerne, forklarede Brian Jensen, som samtidig var imponeret over det flotte fremmøde ved indvielsen.

003 004 005 006 008 009 010 012 014 015 016 017

Share.

Der er lukket for kommentarer.