Lokalrådet for Nørager og Rørbæk er nu konstitueret, efter der på borgermødet i Kig Ind forleden blev valgt fem medlemmer til rådet.
Foruden formalierne var der også debat i form af en ”brainstorm”, hvor de fremmødte på borgermødet kunne kaste idéer i hovedet af Lokalrådet, som rådet kunne tage fat på med det samme.
Formand og kasserer: André Ellegaard Jensen, Nørager.
Næstformand: Kim Hornbech, Rørbæk.
Sekretær: Hanne Munk, Nørager.
Menige medlemmer: Gert Rubæk, Nørager og Inge Jacobsen, Nørager.
– Foruden konstitueringen fulgte vi også op på debatten fra borgermødet, og der er enighed om at idéerne skal samles op af arbejdsgrupper eller rådsmedlemmer, som vil arbejde i dybden med dem. Listen af idéer er lang, og hvad der konkret er i støbeskeen, kommer der nyt om senere, lyder det fra Lokalrådet, som fortsætter: – Der lægges op til et stort samarbejde med områdets borgerforeninger, da de ligger inde med stor viden og erfaring fra lokalområdet. Blandt andet har begge borgerforeninger en plads i lokalrådet, så vi sammen kan udveksle idéer og sammen sørge for den bedste udvikling af vores lokalområde.