Nordjysk Trail Cup i Rebild Bakker søndag udsolgt takket være godt samarbejde

0

Et godt, konstruktivt samarbejde har givet et gevaldigt  løft til løbet DGI Nordjysk Trail Cup – Rold Skov, som afvikles på søndag den 17. februar i Rebild Bakker: Samtlige 200 pladser er udsolgt..!

Det flotte resultat viser, at samarbejdet mellem DGI og Støvring Løbe- og Gåklub har effekt. Løbet er ét af i alt syv trailløb arrangeret i et samarbejde mellem DGI Nordjylland og lokale klubber.

Én, to eller tre runder…?

DGI Nordjysk Trail Cup – Rold Skov starter ved RebildPorten i Rebild Bakker. Deltagerne vælger selv, om de vil løbe den syv km lange rute én, to eller tre gange i løbet af de fire timer, som er afsat til arrangementet. Ruten passerer nøje udvalgte udsigtspunkter i det smukke landskab, og den har 300 højdemeter, hvilket er rigtig meget i sammenligning med lignende løb. 

Ruten går blandt andet op ad skrænten til Skovtårnet. Her er hældningen så stejl, at kun én enkelt deltager sidste år havde kræfter til at forcere bakken i løb.

Samarbejdet med DGI Nordjylland har givet øget eksponering

Formanden for løbeklubben, Christian Tvistgaard Mark, har svært ved at skjule sin begejstring: – Vi havde håbet på det samme antal deltagere som sidste år, og det må man sige, vi fik – endda en måned før løbet.

Klubben har samarbejdet med DGI Nordjylland i fire år. De første par år voksede tilslutningen langsomt, og sidste år var trailløbet næsten udsolgt.

Kira Clausen fra Støvring Løbe- og Gåklub vurderer, at den øgede tilslutning klart skyldes den øgede eksponering, som samarbejdet med DGI Nordjylland har ført med sig. 

Derudover betyder samarbejdet en professionel afvikling af løbet med blandt andet tidtagning, portal og højtaler i målområdet.

Samarbejdet gør også, at klubben kan koncentrere sig om at tilrettelægge den bedst mulige rute samt med de mange frivillige at stå for den praktiske afvikling af løbet.

Alle er velkomne – og alle kan få en gratis, guidet vandretur!

Arrangørerne håber på, at løberne tager familie og venner med i bakkerne på søndag.

Share.

Der er lukket for kommentarer.