Nu skal der danses argentinsk tango i Skørping
Har du altid haft en brændende lyst til at danse Argentinsk Tango eller er du bare nysgerrig for at finde ud af hvad det er? Så har du nu chancen, for den Argentinske tango er kommet til Skørping.
Tango er dansen, som danses over hele kloden, af alle, uanset alder og erfaring.
Her får manden lov at træde i karakter, at føre og bestemme hvad der danses, mens kvinden får dansen til at blive smuk ved at fortolke og bidrage med sin egen stil. Tangoen er et fælles sprog på tværs af landegrænser.
– Efter fire gange undervisning i foråret på Kultur Stationen, har vi mod på at forsøge om der er basis for et hold her i Skørping og håber selvfølgelig at alle I der var med i den spæde start, har lyst til at fortsætte, fortæller underviserne Susanne Sangill og Nick Pedersen.
– Vi bor i Skørping og er samtidig en aktiv del af tango miljøet i Aalborg, hvor vi også underviser, fortsætter de.
Mindst syv par
– Tangoen er en pardans, så tag konen, kæresten, manden, naboen eller en helt anden i hånden og kom og prøv; – har du ikke en partner, så kom alligevel. Det kan jo være at der kommer en anden, som heller ikke har en dansepartner, lyder opfordringen.
Undervisningen foregår på Skørping skole i samlingssalen på Lilleskolen.
Der lægges ud med seks gange med start mandag 21. september, hver gang med halvanden times undervisning og praksis.
– Derefter ser vi, om der er basis for at fortsætte holdet, fortæller Susanne Sangill og Nick Pedersen og slutter:
Alle er velkomne til at møde op mandag 21. september og se, om tango kunne være interesant at stifte nærmere bekendtskab med. Her er der også mulighed for tilmelding til holdet, som oprettes ved minimum syv par.
Flere oplysninger kan findes på Tango Skørping på facebook.