Ny bog med tips til seks nye spændende gåture i Rold Skov
Alt for mange vælger at bosætte sig tæt på attraktive naturområder uden at gøre brug af alle de muligheder for frisk luft, motion og fine oplevelser i naturen.
Det vil en ny bog af statsskovrider Bendt Egede Andersen – bistået af skoveksperten Helge V. Qvistorff og Kaj Bolvig – nu råde bod på.
Bogen, som udgives i næste uge, indeholder seks forslag til skønne traveture i den statsejede del af Rold Skov, i en nyfortolkning af Jens Hvass’ bog om samme tema, udgivet for 59 år siden i 1958.
Sammen med Helge V. Qvistorff har Bendt Egede Andersen travet Rold Skov igennem for at skabe en helt opdateret ”travetursbog”, som er fantastisk brugervenlig i kraft af udførlige kort af Kaj Bolvig, så man ikke farer vild undervejs.
Samtidig er de seks traveture – som er væsentligt kortere end 10-20 km turene fra 1958 – ledsaget af spændende beskrivelser af de enkelte ture, så de naturmæssige oplevelser suppleres af historiske og forstlige informationer, som gør bogen til noget helt nyt og ganske særligt for interesserede naturvandrere.
Også en cykeltur er med
Ikke kun på gå-ben kan man få noget ud af den nye bog, da den også indeholder en længere, mere omfattende tur, som er beregnet til en dejlig cykeltur.
Bogen er iøvrigt blevet en realitet takket være et godt samarbejde med Rold Storkro, som er udgiver af bogen.