Ny direktør i Rebild Kommune

Annonce

1.november starter Flemming Lehbert Sørensen som direktør med særligt ansvar for Center Natur og Miljø, Center Plan, Byg og Vej og Fællescenter Sekretariat i Rebild Kommune.

Han er 46 år og kommer fra en stilling som Natur- og Miljøchef gennem otte år i Holstebro Kommune. Han har desuden erfaring fra ansættelser i Kommunernes Landsforening og Dansk Landbrug.

– Jeg glæder mig meget til det nye job – og især til at arbejde med teknik- og miljøområdets mange opgaver på en måde, så borgerne oplever både lydhørhed og høj kvalitet i vores opgaveløsning, siger Flemming Lehbert Sørensen.

Kommunaldirektør Jes Lunde siger: – Vi er yderst tilfredse med, at vi har fundet en så erfaren profil som Flemming, med en stor faglig viden, som vi glæder os til at få gavn af i Rebild Kommune.

Ansættelsen blev torsdag aften tiltrådt af byrådet.