Med starten af et nyt lionsår har den lokale klub fået ny ledelse, og følgende er valgt: Jens Peter Ellefsen (præsident), Lars Peter Gudbjerg (vicepræsident), Arne Hougaard (pastpræsident), Ivar Salomonsen (sekretær), Vagn Bach (kasserer), Søren Overgaard (clubmaster) og Vagn Gaarde (tailtwister). Arden Lions Club består af 24 aktive medlemmer, og alle medlemsmøder foregår i Arden hos Myhlenberg Huse v/Søren Vangsted. På billedet ses fra venstre mod højre Arne Hougaard, Jens Peter Ellefsen og Lars Peter Gudbjerg.
Klubben er kendt for sit store lokale engagement, hvor mange gode initiativer og behov er blevet tilgodeset, men en hel del penge bliver også anvendt til velgørende formål både nationalt og internationalt.
I løbet af et lionsår bliver der ved de forskellige aktiviteter tjent ca. 100.000 kr., og det er kendetegnende for alle lionsklubber, at hver en krone, der kommer ind, bliver givet ud igen, idet al administration betales via medlemmernes kontingent.
Her i efteråret er en af klubbens faste aktiviteter FJORDLOTTO netop startet, og søndag den 24. november foregår årets store LIONSBINGO i Ardenhallen. Til foråret er der salg af blomsterbuketter, hvor overskuddet går til bekæmpelse af mobning og misbrug blandt områdets unge mennesker.