Ny musikcafé – Musikalsk hygge i Kulturhuset i Arden

Annonce

Kulturhuset i Arden byder i denne sæson velkommen til en nyskabelse: To caféaftener med musik og hygge. Første gang lørdag den 30. januar, hvor bl.a. Tradish og den lokale solist Gritt Møller er på programmet.

Musikken og det hyggelige samvær er i fokus, når Kulturhuset i Arden bryder de traditionelle koncertrammer. Programmet for disse aftener er et sandt Kinder-æg med flere interessante ingredienser med spændende nye og lokale navne, velspillende kendte bands samt et afsluttende jam sæt med alle medvirkende suppleret med lokale musikere. Første gang leverer Tradish irsk folkemusik. Derudover medvirker lokale Gritt Møller solo. Aftenen afsluttes med et jam sæt mellem Tradish og en række lokale musikkere.

Ta’ venner, naboer og kolleger med

Det hele foregår i de velkendte intime rammer, hvor der disse aftener toppes op med ekstra gode øl samt lidt lækkert mundgodt fra Caféen på Arden Gl. Station. Tilsammen en helaften med musik og hygge til en beskeden entré. Det indbyder til at mødes og hygge sig med gode venner, naboer eller kollegaer. Første gang, som skrevet, 30. januar. Herefter er næste musikcafé i april, hvor Raggedy Ann’s og BLT (Bach, Larsen og Thrane) er på scenen.