Ny, tårnhøj forening i Skørping

Annonce

– Vi er vilde med foreninger i Skørping, så nu har vi stiftet én til, lyder det fra Georg Lyhne Sørensen, KulturStationen, og Erik Schuldt fra KinoRevuens Venner. Foreningen kunne også have været oprettet af en vis Jacob Haugaard for mange år siden, mens han boede i sit berømte vandtårn i Malling syd for Aarhus og kaldte sig “En skalling ned’ fra Malling”:

Den nye forening hedder slet og ret ”Foreningen Vandtårnet”, og har til formål at sikre styrket synliggørelse af byens vartegn, det gamle vandtårn, som ejes af DSB og sammen med stationsbygningen blev fredet i 1992.

Synliggørelsen skal efter planen ske ved montering af energirigtig belysning af vandtårnet, så det fremstår smukt i aftenmørket.

DSB har allerede givet tilladelse til en sådan indirekte belysning af vandtårnet, under forudsætning af, at Rebild Kommune garanterer at skaffe pengene til en eventuel fremtidig nedtagning af belysningen, OG at aftalen forankres til en forening, som repræsenterer Skørping bys interesser.

Rebild Kommune har sagt ja til aftalen, og ”Foreningen Vandtårnet” er etableret med følgende formålsparagraf: ”Foreningen har til formål – gennem ekstern finansiering fra lokale erhvervsvirksomheder, fonde, foreninger, enkeltpersoner m.v. – at etablere en smuk, nænsom og energirigtig LED beslysning af vandtårnet i Skørping, så det efter mørkets frembrud bliver diskret synligt både i byen og set fra toget. Foreningens formål er endvidere at sikre den årlige drift og vedligehold af den beskrevne belysning”.

10.000 kr. i startkapital

Foreningen Vandtårnet har en startkapital på 10.000 kr. i kraft af 5.000 kr. fra hver af bestyrelserne i henholdsvis KinoRevuen og KulturStationen i Skørping.

De to bestyrelser udpeger hver to bestyrelsesmedlemmer til Foreningen Vandtårnet, mens det femte bestyrelsesmedlem vælges på den årlige generalforsamling.

– Skørping By har to smukke tårne: Skørping Nykirkes aftenbelyste hvide tårn og det fredede vandtårn i centrum af den bevaringsværdige stationsplads, og den meget bastante, dominerende aftenbelysning på ”Sukkenes Bro” vil have gavn af et poetisk kontrapunkt i form af et oplyst vandtårn, lyder det fra initiativtagerne.