Nysgerrigheden blev stillet på Støvring-tur
Ved Rebild Turistforenings arrangement i Støvring forleden fik deltagerne deres nysgerrighed om forskellige af byens steder stillet.
Fra Karensmindeskolen gik traveturen ad stien langs Mastrup Bæk. Undervejs havde Bo Høholt levende fortalt om forne tiders meget store mølledam med vandmøller helt tilbage fra middelalderen frem til 1930’erne – og siden ørreddamme. I dag er der to fisketrapper tilbage.
Bibliotek og Ungecenter
I det nye biblioteks ekstremt høje rum fortalte biblioteksleder Lone Skov om den glidning, der er sket fra det klassiske udlån af materialer til at biblioteket er blevet et anderledes center med mange forskellige tilbud, og mange af kunderne bestiller de ønskede bøger hjemmfra via computeren.
I ”13C”, det gængse navn for Ungecenter Nord, fordi det ligger på adressen Grangårdsvej 13Cfortalte Kristine Thilemann om alt det, der sker i huset i løbet af en uge. Esensen er, at der sker noget stort set hver eneste dag, og ofte er flere grupper sideløbende i gang med hver deres aktiviteter.
De unge er fx dybt involveret i møbleringen og tager ansvar for tingene. Så godt at de fx kan låne nøglerne til huset for en weekend.
Hvad sker der på rådhuset?
Sidste stop var rådhuset, hvor borgmestersekretær Niels Larsen blandt andet viste og fortalte om den imponerende forhal og byrådssalen, som er blevet beklædt med store lyddæmpende fotostater.
Niels Larsen nævnte det ikke, men vi andre kan dermed konkludere, at bølgerne kan gå højt i byrådet, uden det runger i lokalet…