Nyt køkken øverst på ønskesedlen hos Kig Ind i Nørager
På årsmødet i Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind i Nørager løftede formand Poul Larsen sløret for fremtidsplaner og -ønsker om et nyt, mere rummeligt køkken, suppleret med et nyt depotrum og eventuelt en lille tilbygning til en permanent scene. Foreløbig er idéerne dog kun på tegnebrættet.
60 af Kig Inds 490 medlemmer mødte frem til årsmødet, og de genvalgte Birfir Jensen samt Kirsten Mohr til bestyrelsen, mens Poul Skriver og Peder Nielsen blev nyvalgt.
37 af de mange medlemmer er iøvrigt forenings- og erhvervsmedlemskaber, og totalt set er medlemstallet steget en anelse.
Kontingentet, som anvendes til den indvendige vedligeholdelse, køb af inventar og forskellige arrangementer, blev vedtaget hævet med 25 kr. årligt.
Livlig aktivitet
Næstformand og daglig leder Birgit Jensen berettede om den store aktivitet i Kig Ind i det forgangne år: 28 private fester, 13 kommunale møder og 49 øvrige arrangementer.
Tre koncerter og en vinsmagning. Spil Dansk Dagen og fire foredrag i samarbejde med Nørager Pensionistforening samt et Advents arrangement i samarbejde med Pensionistforeningen og Durup Menighedsråd.
Øvrige arrangementer kan nævnes MGP –Børne Melodi Grandprix, Kagens Dag med Nørager Bageri, Strikkeaften i samarbejde med Strikkeklubben og Biblioteket, Børneteater og foredrag i samarbejde med Biblioteket og endelig Kunst og Hobbymarked. Alle arrangementer har haft rigtig god tilslutning.
Der er ca. 400 faste brugere der går igennem huset i løbet af ugen, pænt fordelt i dag- og aftentimerne.
Med renoveringen af endnu en af husets lejligheder i 2016 har De Kreative Værksteder fået endnu mere plads at boltre sig på, og det har resulteret i flere brugere.
Ny kunstgave modtaget
Væggene i Kig Ind prydes året rundt af skiftende kunstudstillinger, og på årsmødet fik huset overrakt en kunstgave af Tove og Kaj B. Larsen.
De har i en halv snes år haft et maleri af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary hængende, udført af den norske kunstner Vidar Mørch.
Nu mener de tiden er inde til at Kig Ind skal overtage maleriet, da de synes at huset er blevet et dejligt sted, – og Kig Ind har iøvrigt været været Tove og hendes søster Zita’s barndomshjem. Formand Poul Larsen takkede for kunstgaven.
Kunstgaver var der også til en del af medlemmerne, da der efter kaffebordet var lodtrækning om kunst fra årets udstillinger.