Nyt kort viser både lokale og turister rundt til Rebild Kommunes seværdigheder

0

Et nyt, handy turistkort over Rebild Kommune afløser nu blandt andet mere ordrige foldere som ”Spisesteder” og ”Overnatninger”, der havde beskrivelser af de enkelte spise- og overnatningssteder. Initiativet gør det mere overskueligt at være turist i kommunen, og billedligt talt præsenterer kortet kommunens samlede turist-fristelser på et sølvfad.

Og internettet kan ikke det hele, konstaterer teamkoordinator på kommunens turistkontor Bodil Christensen, som glæder sig over det nye kort: – Vores gæster kan med det nye kort i hånden lynhurtigt orientere sig geografisk og finde ud af: Hvor man kan overnatte, hvor man kan spise, og hvilke spændende oplevelser der venter én.

 En god balance

– I RebildPorten prøver vi hele tiden at balancere mellem muligheden for elektronisk information og behovet for personlig vejledning med god gammeldags papirinformation. – Nettet og den elektroniske information kan bruges til meget. For eksempel kan det være kanal for stemningsfulde videofilm og gode opdaterede hjemmesider. 

– Men nettet er ikke altid nok. – Turisterne sætter stor pris på 1:1 personlig vejledning, gerne suppleret med gode kort, og i den sammenhæng forventer vi os rigtig meget af det nye oversigtskort. 

Placering og kontakt

Kortet viser den omtrentlige geografiske placering og oplyser adresse, telefon og hjemmeside. Interesserede kan så selv finde supplerende oplysninger på nettet eller ved telefonisk kontakt.

Som nævnt erstatter det nye kort tidligere foldere med spise- og overnatningssteder. Dem er der henholdsvis 25 og 20 af i kommunen.

Som noget nyt markerer kortet også de steder og events, som går under overskriften ”OPLEVELSER”. De 25 oplevelser udgør en pose meget blandede bolsjer. Der er traditionelle oplevelser og events a la de lokale turisme-fyrtårne Opera i Rebild og Rebildfesten plus museer og aktivitetssteder, eksempelvis Rebildcentret, Museum Rebild, Nysumbanen og Buderupholm Put & Take.

Derudover kan interesserede også – under oplevelselseshatten – finde steder, hvor man kan købe gode lokale råvarer. Det viser, at mad som oplevelse er blevet en væsentlig brik på turismelandkortet.

Både for turister og lokale borgere 

Det siger sig selv, at kortet er en gave til områdets turister. Hurtigt overblik og mulighed for selv at indhente yderligere oplysninger. 

Kortet kan imidlertid også bruges af kommunens egne borgere. 

De fleste kan finde inspiration og nyttige kontaktoplysninger til eget brug, og så er kortet et godt redskab, når man får besøg af familie og venner, som ikke kender Rebild så godt.

Share.

Der er lukket for kommentarer.