Nyt, spændende 2019-program i Midthimmerlands Kirkehøjskole
Onsdag d. 19. september begyndte efterårssæsonen i Midthimmerlands kirkehøjskole. Der er alt udsolgt til de tre højskoleformiddage i efteråret 2018, men d. 2. oktober, åbner tilmeldingen til sæson 2019.
Fantastisk tilslutning
”Der har igen i år været en fantastisk tilslutning og interesse for de 6 højskoleformiddage, hvor deltagerne er kommet fra hele Himmerland. Vi har måttet oprette venteliste, da der simpelthen ikke var plads til alle de, der gerne ville være med”, fortæller organist Anette Kjær, der sammen med menighedsrådene i Aarestrup og Haverslev står bag Midthimmerlands kirkehøjskole, der i 2019 går ind i sin 5. sæson.
”At sætte spor…”.
Det overordnede emne i 2019 er ”At sætte spor…”. Sæsonens 6 højskoleformiddage vil belyse emnet på forskellig vis med afsæt i samfundsdebatten, kunsten, litteraturen, filosofien, historien og forskningen.
Foredragsholderne i 2019
Igen i år er der indbudt en række erfarne foredragsholdere, der alle er kendt som værende gode formidlere med stor indsigt i de emner, de skal fortælle om.
I forårssæsonen kan man møde Jeanette Varberg, arkæolog, museumsinspektør og modtager af DRs Rosenkjærpris, David Bugge, lektor i teologi ved Aarhus Universitet og Kaj Mogensen, forfatter og fhv. sognepræst.
I efteråret fortsætter Mikkel Thorup, professor mso i idéhistorie, Peter Martensen, maler og grafiker, og sæsonen rundes af med Anette Vandsø, der bl.a. er forfatter til Tænkepausebogen ”Lyd” og desuden er ph.d., eliteforsker og post.doc ved Aarhus Universitet.
Det fulde program kan hentes i kirkerne og i Sognets Hus i Haverslev og kan endvidere ses på kirkernes hjemmeside www.haverslev-sogn.dk.
Tid og sted i 2019
Højskoleformiddagene foregår i 2019 på skift i Haverslev og Aarestrup kl. 9.00 – 12.00 følgende onsdage: 13.2., 13.3., 10.4., 11.9., 9.10., 13.11. Formiddagene begynder med morgensang og fortælling i kirken ved Anette Kjær, herefter formiddagskaffe og foredrag, og for de, der ønsker det, er der mulighed for at spise frokost bagefter.
Tilmelding til sæson 2019
Billetsalget til højskoleformiddagene i 2019 åbner tirsdag d. 2. oktober kl. 10.00. Billetterne købes på www.himmerlandsbilletten.dk og findes ved enten at søge på datoen ”2. oktober” eller ”Midthimmerlands
Kirkehøjskole”.
Man kan højest købe 4 billetter ad gangen.
Personalet på Rebild Bibliotekerne kan være behjælpelig med billetkøbet på HimmerlandsBilletten.dk.
Pris
Billetten koster 450 kr. for hele sæsonen og den giver adgang til alle 6 højskoleformiddage inkl. morgensang, formiddagskaffe og foredrag. Billetten refunderes kun i tilfælde af, at arrangøren aflyser.
For 55 kr. kan man tilkøbe frokost (3 stk. smørrebrød og 1 øl/vand).
Frokosten bestilles og betales særskilt ved henvendelse til Anette Kjær senest mandagen før de enkelte højskoleformiddage.
Endnu en sæson med oplysning og vigtige emner
”Vi glæder os meget til endnu en sæson i Midthimmerlands kirkehøjskole, hvor det er vort ønske gennem et indholdsrigt og givende samvær at bringe livsoplysende emner i spil, så deltagerne får noget med hjem at tænke videre over”, slutter Anette Kjær, der er leder af Midthimmerlands kirkehøjskole.
FOTO: Jeanette Varberg