Plantemarked med besøg blandt 800 rhododendron og japanske inspirationer

0

Så er det plantetid, hvor alting spirer og gror rundt omkring i haverne i Himmerland, og hvem ved, måske var det en idé at få nogle tips til at forny havens look en smule..? – En oplagt chance er mulig at plukke, når den landsdækkende interesseforening Haveselskabets Mariagerfjord Kreds holder sit årlige plantemarked på Viveterp hos Maren Thuris og Søren Tang, Viveterp Landbohave den 25. maj.

Der er inviteret forskellige stadeholdere, som ud over planter også tilbyder blandt andet  havemaskiner, honning, havefigurer og ifølge traditionen også ”gode lopper” til havebrug.

– Der vil også være mulighed for at købe kaffe og brød, og for interesserede bliver der mulighed for at aflægge et besøg i Viveterps store have, hvor der både er en japansk inspireret afdeling og en stor afdeling med flere end 800 rhododendron samt et utal af følgeplanter, fortæller Dorthe Leth fra bestyrelsen i Mariagerfjord Havekreds.

Fotoet herover viser en situation fra et af Mariagerfjord Havekreds’ tidligere velbesøgte plantemarkeder hos Maren Thuris og Søren Tang på Viveterpvej 2.

Share.

Der er lukket for kommentarer.