Pløre i vandet og i strandkanten ved Øster Hurup er ikke forurening

Annonce

Tang, pollen og nektar invaderer stranden ved Øster Hurup, men bare rolig: Hjælpen er på vej i denne uge.

På grund af vejrforholdene har tang, blandet med nektar og pollen, lagt sig som en pløre i strandkanten og 100-150 meter ude i vandet nord for Øster Hurup. Det fjernes i løbet af denne uge, så vandet er klar til badegæster igen, når det gode vejr, -forhåbentlig! -, kommer tilbage igen.

Renses regelmæssigt

Stranden ved Øster Hurup renses i højsæsonen ca. hver fjortende dag af Mariagerfjord Kommune.

Sidst stranden blev renset var den 1. juli. Det er med andre ord ikke ”gammelt tang og skidt”, der nu ligger i vandet og i vandkanten. Men kønt ser det ikke ud, og vi vil forsøge at fjerne det, så snart det er muligt.

Kræver specialudstyr

Kommunens afdeling for Park og Trafik har besigtiget området og kan konstatere, at tang-pløret ligger så langt ude i vandet, at det kun er muligt at fjerne med specialudstyr. Kommunen har derfor allieret sig med en entreprenør, som har udstyr til at arbejde ude i vandet.

Badevandet klart igen

På grund af vejr-, og vindforhold samt vandstanden, vil opgaven med at rense vandet først blive sat igang onsdag/torsdag i denne uge. Og så kan sommergæsterne og byens beboere igen bade, uden at blive generet at tang og pløre.

Så hav’ tålmodighed – der er hjælp på vej.