Politikerne vil ha’ din stemme – Lions vil gerne ha’ dine briller og sende dem til Afrika

0

På søndag den 26. maj gælder det valget til Europa Parlamentet, og samtidig er der ved samtlige valgsteder i Rebild Kommune mulighed for at”sætte kryds” ved dagens gode gerning: Lions Club Rebild og Lions Rold Skov Rebild samarbejder om at indsamle brugte briller til genbrug i Afrika, og brillerne skal bare lægges i den dertil indrettede indsamlingsboks, – IKKE stemmeboksen!

– Vores brilleindsamlinger plejer at være populære, fx indsamlede Lions klubberne ved det seneste landsdækkende valg flere end 51.000 par briller, siger klubbens præsidenter Jytte Pedersen fra Arden og Bent Westergaard fra Støvring. 

– Og da vi hører, at mange vælgere roser vores brilleindsamling, håber vi på at kunne sætte en ny ”valgrekord”, med DIN hjælp!, fortsætter de.

Et glædeligt gensyn

Når Lions deler briller ud, oplever Lions-medlemmerne stor glæde. Pludselig kan den synshæmmede se tydeligt igen.  

Specielt Afrika og Latinamerika er på modtagerlisten. 

Over 30.000 par briller forlader hvert år Lions-opmålingsstederne for at blive fragtet ud i den store verden.

Brillens rejse til nyt liv

Brillerne sendes til opmåling hos tre produktionsskoler. Skolens elever sorterer briller, renser og måler dem op. Brillerne markeres med styrke og pakkes i kasser med 50 briller af samme styrke.

Er brillerne for dårlige til genbrug, tages glassene ud og stel sorteres i metaller og plastik, hvorefter det hele sendes til genbrug. 

På modtagerstedet sørger professionelle øjenlæger eller trænede frivillige Lions/Leos for at screene de synshæmmede, så brillerne kommer til de rette brugere. 

Hvid stok og førerhund

Kampen mod blindhed har altid været et kerneområde i Lions. Lions var fx med i udviklingen af den hvide blindestok, uddannelse af førerhunde, etablering af øjenbanker og -hospitaler i tredjeverdenslande, har foretaget mæslingevaccinationer (mod blindhed) og meget mere.

– Derfor er det også naturligt at syn og brilleindsamling er i fokus hos Lions klubberne i Danmark, og vi er glade for at kunne være med, for der er brug for det, fastslår præsidenterne Jytte Pedersen og Bent Westergaard fra de to lokale Lions-klubber: – Hvert minut fødes der et nyt synshæmmet barn et eller andet sted i verden. 

Share.

Der er lukket for kommentarer.