REBILD EFTERSKOLE er bedst til at komponere klimavenligt menukort
I fredags blev vinderen kåret i Klima Rebilds konkurrence blandt skolerne i Rebild Kommune, om at komponere den mest klimavenlige menu: REBILD EFTERSKOLE vandt med en menu af røget (lokal!) ørred med grøntsager, bagte kartofler samt naanbrød.
Eleverne hentede de friske ørreder i dambruget ved Thingbæk Kalkmine.
Derefter saltede eleverne de rensede ørreder og hængte dem ind i rygeovnen.
Mens ørrederne ”passede sig selv” indhyllet i dejlig røg, organiserede en del af 10. klasse-eleverne bålpladsen, hvor der skulle bages naanbrød og steges kartofler/grøntsager i wok.
Imens var der andre elever, som snittede grøntsager til wok’en (gulerødder, pastinak, champignon, persillerod), atter andre lavede saltdej til at pakke kartoflerne ind i, og der blev ligeledes komponeret en dejlig dej til naanbrødene.
Vinderbegrundelsen:
For at synliggøre klimaproblemerne har eleverne på Rebild Efterskole lavet en madpyramide og et CO2-termometer, og med den som rettesnor udvalgte de klimavenlige råvarer til madplanen for Klima-ugerne 10 og 11:
– Vi valgte ørreder opvokset i kildevand i det lokale dambrug, da det giver et meget klimavenligt resultat. Ørrederne blev røget i en rygeovn, hvorved strømforbruget blev reduceret i forhold til en almindelig ovn, forklarer de klimavenlige 10. klasseelever og fortsætter:
– De kartofler og rodfrugter, vi brugte, var danske, og blev leveret af den lokale landhandel i Rold, hvorved transporten og emballageforbruget blev mindst mulig. Desuden har vi i processen med forberedelse og tilberedning af manuen ikke anvendt nogen form for maskiner, men i stedet lavet det hele over bål, – og maden blev spist uden for..!
Medborgerskab og fysik/kemi
Under temaet ”medborgerskab” har de to prisvindende 10. klasser arbejdet med blandt andet:
– Global opvarmning
– Klimaændringer de seneste 200 år
– Temperaturstigningernes indvirkning på vejret forskellige steder på jordkloden
– Fossile brændstoffer/vedvarende energi
– De økonomiske konsekvenser af øget CO2-udslip
I fysik/kemi har eleverne arbejdet med:
– Jordens ressourcer
– Genbrug af el-apparater og sjældne ressourcer samt muligheder for i fremtiden at optimere vores el-apparater til mest muligt genbrug.
Desuden har eleverne i de to 10. klasser på Rebild Efterskole taget en test omkring ”vores geologiske fodaftryk”.

Fotos: Helle Østergaard


