Rebild Folkemusiktræf – dans og musik non stop ni timer i træk

Annonce

Spillemandsmuseet i Rebild inviterer lørdag den 2. juli fra godt middag og ni timer frem for sjette gang til et stort og livligt træf for spillemænd og danseglade. Ni grupper spiller op til dans i teltet.

Det store telt på toppen af Rebild Bakker, som danner rammen for Rebildselskabets frokost ved Rebildfesten på mandag den 4. juli, bliver sat op tids nok til at kunne huse folkemusiktræffet.

Der er lagt et program, hvor ni grupper og laug under teltdugen spiller non stop dansemusik i lige så mange timer. Der spilles op til gammeldans, folkedans med instruktion, vekslende med foxtrot og tango.

Medvirkende er blandt andet Himmerlands Danse- og Spillemandslaug, Nibe Harmonikaklub, Op’lev Harmonikavennerne, Støvring Harmonikaklub, Frederiksens Orkester, Rebild Kvadrillen og Rebild Spillemændene.

I løbet af aftenen vil der også være en afdeling, hvor alle interesserede spiller op til dans.

Buskspil og spilsammen

Der er ikke mange danskere, der kender udtrykket ’buskspil’.  Ordet stammer fra Sverige og betyder et ”spontant og improviseret samspil mellem spillemænd”. I udtrykket ligger, at samspillet i lige så høj grad er for spillemændenes egen fornøjelse som for publikums skyld. Spillemændenes buskspil er derfor noget, der minder om jazzmusikernes jamsessions. Folkemusiktræffets buskspil og spilsammen foregår dels på museet og dels i det lille telt. I museet er der også værksted for spillemandskomponister.

Uden mad og drikke…

Både spil og dans kan let gøre folk tørstige. Det er der heldigvis råd for, idet drikkevarer kan købes på stedet.

Det er også muligt at købe aftensmad mod bestilling. Hele dagen kan der købes kaffe og kage i teltet. Hvis man hellere vil dét, kan man vælge at medbringe sin egen madkurv.

Folkemusik på Spillemandsmuseet året rundt

Spillemandsmuseet lever op til sit navn på flere måder.

Ud over det store årlige folkemusiktræk inviterer museet hver uge til søndagsdans på førstesalen. Museet er også hjemsted for et stort folkemusikarkiv, som for nogle år siden blev udvidet med samlingen fra Hoager Folkemusikhus.