Rebild Foreningsportal har nu 285 foreninger og aktører

Annonce

285 forskellige foreninger og aktører har nu oprettet en profil på foreningsportalen for Rebild Kommune. Der er tale om alt fra lokalråd og diabetesforeningen til idrætsforeninger, kunstforeninger, lokalhistoriske arkiver og mange andre.

– Støvringkoret annoncerer deres forårskoncert derinde. Seniorklubben booker deres mødelokaler derinde. FDF Støvring fortæller om deres aktiviteter og tilbud derinde, fortæller Louise Gammelholm Poulsen, udviklingskonsulent i afdeling idræt og fritid, Rebild Kommune.

Et kæmpearbejde

Markedsføringen af den nye foreningsportal startede primo marts, men det har været et kæmpearbejde for det lokale foreningsliv, idrætshaller, kulturhuse og skoler i kommunen at få sitet lavet.

På www.forening.rebild.dk kan borgere og tilflyttere finde kommunens mange

lokale klubber og foreninger. På portalen kan borgere og foreninger også døgnet rundt booke idrætshaller, skolelokaler og kulturhuse. Over 115 lokaler og haller er klar til at blive booket via portalen.

Forbedret borgerservice

– Digitaliseringen af lokalebooking og ansøgninger om tilskud på folkeoplysningsområdet rummer mange muligheder for at øge service overfor borgere og foreningsliv, samtidig med at det kan lette det administrative arbejde hos foreningerne, hallerne og kulturhusene, understreger Louise Gammelholm Poulsen.

Stadigvæk lidt ny, men allerede godt besøgt

Foreningsportalen er stadigvæk en ny og forholdsvis ukendt størrelse for borgere i Rebild Kommune, men i marts 2017 ligger besøgstallet på knap 26 besøg i døgnet på portalen. Folk bruger i gennemsnit 5,5 minutter pr. besøg.

Alle kan oprette sig og bruge den nye portal

Alle foreninger og aftenskoler er velkomne til at oprette sig på portalen. Foreninger og aftenskoler kan selv, døgnet rundt, oprette sig på portalen og lægge en beskrivelse af sig selv og sine aktivitets-tilbud ind.

Borgere kan også selv oprette sig på portalen, døgnet rundt, hvis de har behov for at booke en hal eller et lokale.

– Så kig forbi www.forening.rebild.dk, slutter Louise Gammelholm Poulsen på vegne af idrætshaller, kulturhuse og foreninger i Rebild Kommune.