Rebild Landsbyråd på vellykket rundtur
Landsbyrådet i Rebild havde i tirsdags sin årlige rundtur samt efterfølgende dialogmøde med byrådet, forvaltningen og landsbyrådets bestyrelse.
Der var i år mødt rigtig mange op fra både byrådet, og enkelte kandidater til det kommende byrådsvalg.
– Turen startede i Gl. Skørping, hvor vi hørte om byens aktiviteter i forbindelse med, at de havde landsbystafetten sidste år.
– Vi så også deres planer for ny legeplads og aktivitetsområde. , fortæller formand Michael Frederiksen.
– Derefter kørte vi i bus til Gravlev hvor vi fik et kig på byens aktivitetsplads og rundvisning i byens helt nye og fantastisk flotte beboerhus ”laden”, hvor byens beboere jævnligt samles til forskellige arrangementer. Vi hørte bl.a. om, hvordan det er lykkedes byen at skaffe penge til huset.
Oplevede Oplev
Turen gik derefter Oplev, hvor gruppen blev modtaget af flere af byens beboere, som fremviste samlingspladsen midt i byen. Sidste stop var Fræer, hvor der i forsamlingshuset blev disket op med smørrebrød.
– Vi hørte, mens der blev spist, om de udfordringer Fræer har haft omkring overtagelsen af deres forsamlingshus, fortæller Michael Frederiksen.
Dagen sluttede af med at køre tilbage til Gl. Skørpings nyrenoverede borgerhus, hvor deltagerne havde et kort dialog møde. Landsbyrådets formand orienterede om bestyrelsens arbejde i det forløbne år, samt hvilke planer bestyrelsen har for den kommende sæson. Derefter var ordet frit, hvor der blev diskuteret aktuelle temaer som fx faldefærdige huse, trafiksikkerheds- foranstaltninger, offentlig transport og meget mere.