Egentlig blev efterårsferien i sin tid indført i skoleskemaet for at børnene kunne hjælpe til med efterårsarbejdet derhjemme: ”Kartoffelferien” hed den også. Nu om dage henter de fleste bare kartoflerne henne i supermarkedet året rundt, og der er frie tøjler for, hvad efterårsferien i næste uge kan bruges til.
RebildPorten har lagt et væld af fristende aktiviteter og oplevelser, som foregår i efterårsferien, ud på rebildporten.dk. Den primære målgruppe for mange af arrangementerne er børn og deres forældre eller bedsteforældre.
I RebildPorten er der en ny udstilling om børn i skoven. Udstillingen byder blandt andet på en konkurrence om dyrespor. Samme sted er der højtlæsning mandag og torsdag for børn fra syv til ti år, som BOGBY9520 i Skørping står for.
En glad turistchef
Erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg glæder sig over, at der i år er utrolig mange spændende tilbud i efterårsferien: – Det er glædeligt, at rigtig mange forskellige aktører byder ind med aktiviteter. Brætspilscafé, jazzkoncert, Hestens Dag, åbent hus på det historiske savværk ved Vedsted Skovhus og folkemusik på Kig-Ind i Nørager er bare et lille udpluk. – Vi kan mærke, at flere af de lokale Rebildguider er fulde af gode idéer til, hvad man som barn kan bruge efterårsferien til.
Uglegylp og flagermus
Flere af ferieaktiviteterne udgår fra RebildPorten. Børnene kan for eksempel lære at bygge vejrstationer og blive deres egen amatør-meteorolog. Det er også muligt at komme tæt på de uglearter, der lever i Rold Skov, blandt andet ved at undersøge uglegylp og finde ud af, hvad uglen sætter til livs. En anden aktivitet handler om flagermus, og her inviteres børnene til både at lege og fremstille flagermus.
I Tingbæk Kalkminer bor de rigtige flagermus, og Rebildcentret arrangerer som omtalt i sidste uge flagermusedag med besøg i minen. På de kolde kalkvægge hænger flagermus, nogle af dem i børnehøjde, og andre flagermus, der endnu ikke er gået i dvale, flakser tavse rundt.
Halloween og dragebyggeri
I starten af efterårsferien er der familiesøndag i Støvrings baghave ved Juelstrup Sø. Her kan ungerne vælge mellem træværksted, drejeværksted, dragebygning og pandekagebagning over bål.
Kommunens biblioteker er også i efterårshumør, og hele ferien tilbyder de Halloween-værksted.
Er man til sunde fornøjelser og er interesseret i vækster, så kan hele familien kan tage til Efterårets mostdag i æbleplantagen, Frugthaven, i St. Brøndum. Her kan man presse sin egen æblemost og høre om træer og æblesorter, mens man kører med traktor-plukketoget.
Aktiviteter for voksne
Næste uge, efterårsferieugen med nummer 42 i kalenderen, byder også på arrangementer for voksne. For folk med lange ben er der flere guidede ture. Rebild Bakker-ruten er noget af det mest populære inden for vandring.
Der er også en guidet tur i Rebild Bakker, hvor man kan høre nogle af de gode historier, der knytter sig til stedet. En løvfaldstur kommer forbi Ravnkilden og Gravlev Sø, og så er der en frisk vandretur rundt om Lindenborg Å og en hundegåtur i Skindbjerglund.
https://www.rebildporten.dk/rebild/efterar-i-rebild har en fuld oversigt over aktivitets-tilbuddene.