I forbindelse med den musik- og litteraturkyndige m.v. forfatter Susan Skovborg Roeds foredrag om sin nyeste bog ”På rejse gennem Wagners liv og værk”, bringer vi her en boganmeldelse forfattet af Hanne Brøgger Hansen, Gl. Skørping:

Susan Skovborg Roed: Richard Wagner – en mysteriereligion om kærlighed og død.
Bogen er netop udkommet på forlaget Attika. Den er klart disponeret med optakt i en præsentation af Wagners meget kontroversielle personlighed, efterfulgt af en redegørelse for komponistens syn på forholdet mellem kunst og religion. Inden forfatterens afsluttende opsummering får læseren en yderst suveræn præsentation af Wagners operaer, eller musikdramaer som Susan foretrækker at benævne disse.
Susan Skovborg Roeds formål med sin nye bog er at fokusere på Wagners religiøsitet. Dette må til fulde siges at være lykkedes. Læseren bliver præsenteret for mange forskellige religiøse temaer. I de første operaer finder vi levn af kristne myter, og i senere værker viser Wagner en udtalt inspiration fra Buddhismen (især tydeligt i ”Tristan og Isolde”, men også ”Parsifal” kan nævnes i den forbindelse). Som forfatteren understreger: for at få et meningsfyldt indblik i Wagners religiøsitet, er det nødvendigt både at arbejde med Wagners kunstneriske produktion og hans teoretiske/filosofiske skrifter.
Dette kan så være en inspirationskilde til læseren!

”Richard Wagner – en mysteriereligion om kærlighed og død” er koncentreret, men meget spændende læsning.
Bogens styrke ligger bl.a. i forfatterens evne til løbende at sætte det beskrevne i perspektiv. Som vi ofte har set i Susans tidligere værker, viser hun også i denne bog stor faglig ekspertise og en beundringsværdig paratviden. Forfatteren understreger, hvorledes Wagner med sin kunst ønskede at genoplive oldtidens mysterier. I disse blev der sat fokus på kærligheden og døden. ”Det der giver kunsten dens værdi,er at den handler om kærlighed og død, siger Wagner i Das Kunstwerk der Zukunft. Gør den ikke det, er den ikke andet end en ”ynkelig drivhusplante” (s.25).
Religionens kerne er ifølge Wagner mysteriet, hvor religionen er levende og sanselig. Der består ifølge Wagner et meget nært forhold mellem kunst og religion, jvf. S.22-34 i bogen. Følgende citat fra et af Wagners skrifter: ”Religion und Kunst”: Man kunne sige, at hvor religionen bliver kunstig, der må det være kunsten forbeholdt at redde kernen i religionen”.
Når Wagner forholder sig lidt distanceret til den kristne kirke, er begrundelsen, at den efter hans mening undertiden stivner i fastlåste dogmer. Dog anerkendte Wagner to elementer fra kristendommen, nemlig den lidende Kristus på korset og budskabet om næstekærlighed.
Flere af Wagners operaer har fokus på splittelsen mellem begreberne: dæmoni – forløsning, hedenskab – kristendom, tro- tvivl, Eros – Agape o.s.v. I ”Den flyvende Hollænder” og i ”Tannhäuser” påpeger S.S.R., at forløsningen ikke sker ved Guds kraft, men helten reddes af en jordisk kvinde, der ofrer sig, Dette kan ses i relation til Wagners opfattelse af, at religion gælder livet på jorden.
Susans evne til at anskue tingene i sammenhæng viser sig bl.a. ved, at hun i den forbindelse nævner den inspiration, Wagner har fået af Feuerbach, og i relation til ”Den flyvende Hollænder” associeres til Jung: ”Hos Jung symboliserer havet det kollektive ubevidste – arketypernes dyb” (s.36)
Forfatterens præsentation af ”Tristan og Isolde” krydres på en spændende måde ved inddragelsen af Schopenhauers bog: ”Verden som vilje og forestilling”, inspireret af buddhistisk tænkning. Vi bliver indviet i Schopenhauers filosofi med hans skelnen mellem ”den sande verden”(=viljen) og ”sansernes verden” (dækket af Mayas slør). Spændende er det, når Susan her sammenligner med Wagners forskelligartede musik i operaen, nemlig forskellen mellem ”nattens musik” og ”dagens musik”. Denne perspektivering gør læsningen både inspirerende og udbytterig. Og i foreningen mellem de to hovedpersoner synes det buddhistiske begreb ”Nirvana” at blive opfyldt. Døds – og kærlighedsmotivet væves sammen, og subjekt /objekt bliver ét.

I relation til Tannhäusers indre splittelse mellem ”Eros” og ”Agape” associerer Susan på s. 53 til Platons ”Symposion”. Jeg kunne nævne flere eksempler på spændende associationer i bogen, men vil begrænse mig og i stedet appellere til læserens opmærksomhed i den forbindelse!
I sit ønske om at gøre de gamle mysterier nærværende var Wagner inspireret af den græske tragedie. Spændende er det derfor, når S.S.R. sammenligner elementer fra den græske tragedie med Wagners operaer: hvor musikken taler det ubevidstes sprog (korets rolle), repræsenterer teksten det bevidstes (dialogens rolle).
Flere gange i bogen viser forfatteren en fin musikforståelse. I forbindelse med gennemgangen både af ”Tannhäuser” og ”Tristan og Isolde” påpeger Susan effekten af en kromatisk toneklang. Om ”Tännhauser”: Hans voldsomme sindsoprør ledsages af skærende, hvinende violiner, der spiller kromatisk og giver associationer til kaos- det modsatte af kosmos- orden, harmoni og mening” (s.47). Om tidspunktet hvor Tristan og Isolde hengiver sig til hinanden siges der: ”Tristan-musikken er bygget op af spændinger, der ikke finder udløsning før i den allersidste tone efter hovedpersonernes død- en effekt, der opnås ved, at musikken er kromatisk og består af halve toner”..(s.97).
Susan Skovborg Roeds evne til at behandle sit stofområde er rosværdig! Gennemgangen af Wagners musikdramaer er præget af stor indlevelsesevne. Læseren får belyst værkerne ud fra en nuanceret vinkel: hovedlinjer i handlingen suppleres af musikalske iagttagelser, og med stor faglig viden oplyses kildematerialet bag værkerne.

Til trods for et vanskeligt stofområde formår hun at fange læserens opmærksomhed og gøre det skrevne vedkommende. Interessant har det været i denne bog at få Richard Wagner belyst ud fra en lidt utraditionel vinkel. Udover at have fokuseret på Wagners religiøsitet, får læseren også et fint portræt af komponistens personlige egenskaber.

Jeg kan varmt anbefale Susan Skovborg Roeds seneste værk!
Hanne Brøgger Hansen