Røverne fra Rold hærger igen Rebild Bakker

0

I 1800-tallet var der i Himmerland flere berygtede røverbander, – nærmest lokale udgaver af Dalton-brødrenes forbryderbande i USA’s ”Det vilde Vesten”. Banderne blev under ét kendt som ”Røverne fra Rold”, hvor nogle af de mest kendte røvere var Bettefanden, Lorentz Meyer og Petrollinen, – sidstnævnte ét af kun ganske få kvindelige medlemmer. Omkring 1840 var det slut, og gennem en lang retssag blev 78 personer dømt op til livstid i fængslet. 

Der har efterfølgende i forbindelse med forskellige arrangementer omkring Rebild og Rold være besøg af røvere, som typisk under arrangementernes spisning huggede værdigenstande fra gæsterne. Disse blev dog på behørig vis afleveret igen.

Blandt andre Vivian og Erik Eriksen arrangerer med udgangspunkt i Top Karens Hus og Westernhuset sådanne populære røveroplevelse

Røverstuen vil også

Det nyeste er, at selskaber fra Røverstuen er blevet overfaldet i Rebild Bakker, mens de blev guidet rundt.

Bagmanden for overfaldene er Mikkel Schnoor Nielsen, som driver ”Røverstuen” ved siden af vandrerhjemmet på toppen af Rebild Bakker. Røverstuen blev i sin tid grundlagt af netop Erik Eriksen – legendariske Top Karens oldebarn – som drev den den første halve snes år. 

Nu vil Røverstuen også være med på ”røver-bølgen” og har allieret sig med de tre Rebildguider Jens Vinge, Birgitte Copmann og Birgitte Wilsted Simonsen.

Mange gode historier

Rebildguide Birgitte Wilsted Simonsen fortæller: – Der er rigtig mange historier om Røverne fra Rold og deres ugerninger for snart 200 år siden. En del er nok blevet pyntet lidt på, men historierne er alligevel med til at give et indblik i, hvordan forholdene var her i området. Vi var derfor klar til at deltage på Røverstuens guidede ture.

De tre Rebildguider fortæller om tiden, hvor Røverne i Rold levede, men fortæller også nærmere om den enkelte røver, og hvordan de levede og fik deres straf. Undervejs bliver gæsterne ”overfaldet” af nogle røvere på deres tur gennem Rold Skov og Rebild Bakker. 

– Røverne er heldigvis så flinke, at de afleverer deres bytte igen til skovens gæster, slutter Birgitte Wilsted Simonsen.

FOTO: En af de kutteklædte røvere i fredelig snak med “ofrene” efter røveriet…..

Share.

Der er lukket for kommentarer.