Rostrup – landsbyen, der har alt (næsten i hvert fald)

0

Rostrup er en landsby i postnummerområde 9510 Arden. Landsbyen har 275 indbyggere og ligger ca. 7 km fra Arden og 6 km fra landsbyen Astrup med hvem, de deler sognepræst. Rostrup hører til Mariagerfjord Kommune. Landsbyen har egen hjemmeside, hvor man kan læse mere om den aktive by. Her er flere erhvervsdrivende, hyggelig landsbykirke og så kommer man hinanden ved – blandt andet ved den kommende by og land-fest den 4. – 7. juni.

Landsbyen Rostrup byder på flere små overraskelser. Jeg besøger landsbyen en tirsdag ved middagstid og går en tur i landsbyen bevæbnet med kameraet. Heldigvis holder det tørvejr, så jeg kan opleve byen i forårssolen mellem to regnbyger. Jeg ankommer til Rostrup via Rostrup Byvej, fra retning mod Hobro. Her møder jeg tre små ponyer, som meget gerne vil hilse på journalisten og have deres billede i avisen. På turen gennem byen ”falder” jeg over en gammel mekanisk hammer, en hyggelig lille bypark, anlagt omkring Storkedammen, et imponerende busskur og en rickshaw.

Rostrup har alt

Borgerne i Rostrup har et motto om deres by. Mottoet lyder: ”Kort fortalt – Rostrup har alt!” Byen har blandt andet købmand, grovvarehandel, værksted, parkanlæg, kirke, børnehus og skøn natur lige uden for bygrænsen. Dagligvarer og, hvad man ellers lige står og mangler, kan købes hos købmanden, der er placeret midt i byen. Er det dyrene på de mange omkringliggende gårde, der er sultne, eller markerne, der skal tilsås og passes, så kan landmændene hente friske forsyninger i den lokale afdeling af Himmerlands Grovvarer. Rostrup Autoværksted ligger midt i byen. Værkstedet er et gammelt familiefirma, som startede helt tilbage i 1947. Den gang var det hovedsageligt salg og reparation af cykler og motorcykler, men senere har bilerne overtaget. På fortovet foran nabohuset står en gammel, mekanisk hammer. Byens skole er lukket, men der er stadig pasningsmulighed for de mindste. Børnehuset Rostrup er en privat børnehave og vuggestue. Der er to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Børnehuset åbnede i 2012.

Byfest for land og by

Fra torsdag den 4. juni til søndag den 7. juni bliver der livlig aktivitet i Rostrup. Grundlovsdag og den derpå følgende weekend er der byfest i landsbyen Rostrup. Der har allerede i flere dage været reklameret for den kommende fest med skilte ved indfaldsvejene til byen. De farvestrålende skilte signalerer, at byfesten sikkert vil byde på lidt af hvert. Samtidig står det klart, at også nærmeste opland er mere end velkomne, da teksten lyder ”Land og Byfest”.

Ny præst

Rostrup kirke er en gammel landsbykirke. Kirkens skib og kor er bygget i romansk stil, mens tårnet er sengotisk. Derudover er kirken udbygget i 1700-tallet og våbenhuset kom til i 1869. Inde i kirken findes en sjælden prædikestol, der stilmæssigt er et møde mellem gotik og renæssance. I et af felterne ses en munk med en skriftrulle dateret 1544. Frem til 1. juni hedder kirkens præst Jane Jelsbak. Hun har imidlertid opsagt sin stilling og menighedsrådene i Astrup og Rostrup arbejder for øjeblikket på at finde hendes afløser. Den nye præst forventes at kunne tiltræde 1. juli. Forinden vil kirkegængerne i Astrup og Rostrup tage behørig afsked med deres dygtige og vellidte præst, Jane Jelsbak, ved en gudstjeneste og efterfølgende frokost 2. pinsedag.

Smuk natur

Jeg forlader Rostrup via Egelundsvej i retning mod Hadsund. Her kører jeg over et lille åløb og passerer Egelund. Rækværket på broen over åen giver mindelser om Storebæltsbroens imponerende pyloner. Egelunden selv står forårsgrøn og lokker med en gåtur ad stien gennem Egelund. Men nu begynder regnen atter at falde. Fra rastepladsen ved Egelund er der smuk udsigt over det bakkede landskab. På en bakketop på modsatte side af vejen ligger et stort bjælkehus, hvorfra der må være en smuk udsigt ned over ådalen og landsbyen Rostrup.

Et kig ind i Egelund lige udenfor Rostrup

Et kig ind i Egelund lige udenfor Rostrup

Fra bjælkehuset her, må der være en imponerende udsigt

Fra bjælkehuset her, må der være en imponerende udsigt

Et autoværn i særklasse over den lille å

Et autoværn i særklasse over den lille å

Rostrup Kirke

Rostrup Kirke

Ikke mange landsbyer har deres egen rick-shaw, men det har de i Rostrup

Ikke mange landsbyer har deres egen rick-shaw, men det har de i Rostrup

På hjørnet af Storkedamsvej ligger en bypark i mini-format

På hjørnet af Storkedamsvej ligger en bypark i mini-format

I Rostrup kan man sidde tørt og godt, mens man venter på bussen

I Rostrup kan man sidde tørt og godt, mens man venter på bussen

Rostrup ligger midt mellem Hadsund og Hobro

Rostrup ligger midt mellem Hadsund og Hobro

På fortovet ved Rostrup Autoværksted står en gammel, mekanisk hammer

På fortovet ved Rostrup Autoværksted står en gammel, mekanisk hammer

Det tidligere Rostrup Mejeri

Det tidligere Rostrup Mejeri

Den lokale købmand, "Min Købmand" i Rostrup

Den lokale købmand, “Min Købmand” i Rostrup

Et stråtag på et gammelt bindingsværkshus kigger frem over hækken

Et stråtag på et gammelt bindingsværkshus kigger frem over hækken

4. - 7. juni er der Land & Byfest i Rostrup

4. – 7. juni er der Land & Byfest i Rostrup

Velkommen til Rostrup

Velkommen til Rostrup

Udsigt over åbne marker

Udsigt over åbne marker

Hovedgaden gennem landsbyen Rostrup

Hovedgaden gennem landsbyen Rostrup

Tre nysgerrige ponyer, som meget gerne ville fotograferes til avisen

Tre nysgerrige ponyer, som meget gerne ville fotograferes til avisen

Share.

Der er lukket for kommentarer.