Royalt besøg ved indvielse af madpakkehus

0

Gregers Krabbe Naturbørnehave i Aarestrup har fået flere kvadratmeter. Der er blevet opført et såkaldt ”madpakkehus”. Til indvielsen af madpakkehuset kom der royalt besøg ’Dronning Vaskmig’. Hun blev taget imod med rød løber, flag, musik og en guldsaks til at klippe den røde snor.

Ud over at spise madpakker under tag, har naturbørnehaven nu mulighed for stort set at kunne gøre de samme ting ude som inde. Det giver stor fleksibilitet og kan give luft de dage, hvor der er rigtig mange.

Naturbørnehaven har i mange år yndet at spise madpakker ude, men i modsætning til tidligere, hvor man skulle rydde garagen for at kunne sidde i tørvejr – der kan man nu bare sætte sig i madpakkehuset. Inden længe kommer der også læ for flyvske madpapirer – der bliver sat aftagelige sider på huset til at give læ.

Gregers Krabbe Naturbørnehavens børn og voksne var meget glade for at Dronningen havde tid og lyst til at komme til den officielle åbning, som efterfølgende blev fejret med madpakker og kanelsnegle – naturligvis indtaget i madpakkehuset.

FOTO: Der var både dronning og prinsesser plus masser af Dannebrogs-flag ved indvielsen af Gregers Krabbe Naturbørnehaves nye ”madpakkehus”.

 

Share.

Der er lukket for kommentarer.