Store Binderup – en sund og festlig by ved vejen

0

Store Binderup er en landsby i den vestlige del af Rebild Kommune. St. Binderup ligger naturskønt og hører geografisk til Vesthimmerland. Byen tæller 52 husstande, som fordeler sig i tre mindre klynger samt langs hovedvej 13. Store Binderup er indrammet af Lerkenfeld Å og et lille vandløb mod henholdsvis øst og vest, Store Binderup Kro ved Skatskoven mod syd og en rundkørsel mod nord, hvor hovedvej 13 og 29 krydser hinanden. Borgerne i St. Binderup siger selv, at her er godt at bo, fordi her er fred og ro, gode naboer og flot natur.

St. Binderup adskiller sig fra de andre landsbyer, jeg har besøgt. St. Binderup er ikke en decideret by, afgrænset af byskilte, som de andre landsbyer, jeg hidtil har besøgt. På Rebild Kommunes landsbyportal betegner St. Binderup da også sig selv som et området – frem for en by. St. Binderup tæller 52 husstande, som fordeler sig over en strækning på ca. 4 km. Der er en lille klynge af huse ved rundkørslen mod nord, endnu en klynge omkring kirken og en sidste klynge ved St. Binderup Kro i syd, hvor også St. Binderup Synshal ligger. De resterende huse og gårde, som hører til St. Binderup fordeler sig langs Hovedvej 13 – også kendt som Viborgvej.

Sundhed og fest

I sidste uge skrev Vores Avis, at Binderup Sogn vil lave sundhed og motion langs Hovedvej A13 til en pris på 65.000 kr. Pengene har sognet fået fra Rebild Kommune som en del af ”Sundhed for pengene”. St. Binderup borgerforening repræsenterer i denne sammenhæng sognet sammen med borgerforeningen fra Lille Binderup. Lille Binderup er tidligere blevet portrætteret i Vores Avis. Pengene skal gå til 9 forskellige projekter, og i lørdags blev projekt ”Sundhed for pengene” for alvor skudt i gang. De kommende sundhedsprojekter giver borgerne i St. Binderup yderligere mulighed for at dyrke sammenholdet i byen – samt mødes med andre beboere fra sognet. St. Binderup har i forvejen en lang række arrangementer i løbet af året, som styrker fællesskabet. Når der er konfirmation stilles der flag op ved indfaldsvejene til byen. For børnene holdes der fastelavn hvert år i hallen på Borremose Ungdomsskole. Fastelavnsfesten holdes sammen med menighedsrådet og Kgs. Tisted Borgerforening. Kgs. Tisted er tidligere portrætteret i Vores Avis. Næste arrangement i St. Binderup er den årligt tilbagevendende sommerfest, som i år finder sted lørdag den 6. juni. Herefter venter generalforsamling og borgerfest lørdag den 26. september.

En aktiv by

Borgerforeningen har sørget for solcellelamper ved landsbyens to busskure. Lamperne sikrer gratis lys til passagerene, mens de venter. St. Binderup har egen synshal, hvor der denne onsdag holdt mange biler. Der er flere andre erhvervsdrivende i området fx Midtjysk Tagpap-Service m.fl. Og så er der St. Binderup Kro. Kroens historie går helt tilbage til 1617. I 1749 tildelte Kong Frederik V kroen kongeligt privilegium. Begrebet ”kongeligt privilegeret” rækker langt tilbage i tiden. Allerede i 1198 fik den første danske kro kongeligt privilegium. Det var Bromølle Kro på Sjælland. En kongeligt privilligeret kro havde lov til at brænde brændevin. Derudover måtte kroen brygger øl og bage brød og sælge dette både på kroen og ud af huset. Endvidere var kroen fritaget for borgerligt ombud, såsom indkvartering af soldater. Til gengæld var kroen forbeholdt vejfarende. Lokalbefolkningen havde ingen adgang til en kongeligt privilligeret kro – det blev dog ændret i 1912, og i dag er alle velkomne. Også på St. Binderup Kro. I 1871 blev kroen indrettet i de nuværende bygninger. Siden er St. Binderup Kro naturligvis blevet renoveret, men med hensyn til den autentiske krostemning. Ejerne, Lene og Hans Ravn Kristensen, har endda valgt at bevare stråtaget på hele kroen. Det giver kroen sin helt egen autentiske stemning. Kroen markerer årets højtider og særlige begivenheder med særligt tilrettede menuer, men er samtidig altid klar med et godt måltid mad. Der er mulighed for weekendophold, miniferier eller overnatning generelt. Lørdag den 28. november og lørdag den 5. december slår Lene og Hans dørene op for julebal på kroen – det er i år 49. år i træk, at der er julebal på St. Binderup Kro.

Flot natur

Som nævnt i indledningen er borgerne i St. Binderup blandt andet glade for den flotte natur. Et skøn fra journalistens side er, at samtlige 52 husstande har udsigt til åbne marker. Nær St. Binderup finder man Lerkenfeldt å, Skatskov, Hverrestrup Bakker og Simested Ådal.

På vej mod St. Binderup

På vej mod St. Binderup

En udsigtsbænk ved kirken

En udsigtsbænk ved kirken

Foråret er også nået til St. Binderup

Foråret er også nået til St. Binderup

St. Binderup kirke

St. Binderup kirke

Det ene af to busskure med solceller på taget

Det ene af to busskure med solceller på taget

St. Binderup kro - en ægte, gammel landevejskro

St. Binderup kro – en ægte, gammel landevejskro

St. Binderup - landsbyen langs hovedvejen

St. Binderup – landsbyen langs hovedvejen

Rundkørslen ved St. Binderup

Rundkørslen ved St. Binderup

Et af de å-løb, der afgrænser St. Binderup

Et af de å-løb, der afgrænser St. Binderup

Share.

Der er lukket for kommentarer.