Rundkørsel-skulptur nummer to indvies i Støvring

Annonce

For fem år siden fik Støvring Handel & Erhverv godkendelse fra Rebild Kommune til at opsætte to skulpturer i Hobrovejs rundkørsler i Støvring.
Den første skulptur blev afsløret i juni 2015 og kronen på værket, skulptur nummer to, afsløres midt på eftermiddagen fredag den 25. august med taler, musik, ”flydende bobler” og kage til alle, som møder op ved rundkørslen Hobrovej/Støvring Ådale.

Mogens Dam Andersen, Støvring Sørup Lokalråd, og Lisa Kjær, Støvring Handel & Erhverv, har været tovholdere på projektet, og de er begge glade for den opbakning, der er kommet fra det lokale erhvervsliv – både økonomisk og arbejdsmæssigt.
Virksomhederne Hydrema, Thorhauge Entreprenør, Michael Wulff, Richard Olesen
og Thorhauge Anlægsgartneri bakker alle op om projektet ved at stille arbejdskraft til rådighed. Lisa Kjær er meget taknemlig for arbejdskraften, som gør at kunstværket lavet af Britta Madsen og Søren Gøttrup kommer på plads i god tid inden afsløringen.

Borgmester og musik
Det store kunstværk fragtes gennem Støvring by torsdag den 24. august kort efter frokost, hvorefter det boltes fast på den store sokkel i rundkørslen, og er klar til afsløring dagen efter.
– Ved afsløring af det første kunstværk kom ca. 200 mennesker, og vi håber på samme flotte fremmøde fredag den 25. august, lyder det fra Lisa Kjær, som fortsætter:
– Der bliver indvielsestale af borgmester Leon Sebbelin og Mogens Dam Andersen, efter afsløringen er der musikalsk underholdning med Tine Lilholt og Claus Thrane. SuperBrugsen og Bisgaard Vin er vært for drikkevarer, og Støvring Handel & Erhverv byder på kage. Desuden vil der være mulighed for at købe hotdog fra pølsevognen.

Delvist som aktie-projekt
En del af skulpturen er finansieret via salg af ”kunstaktier” i skulpturen. Alle der har købt en aktie deltager i lodtrækningen om et flot kunstværk lavet af Britta Madsen og Søren Gøttrup.
I forbindelse med indvielsen vil borgmester Leon Sebbelin trække den heldige vinder.
– Det bliver en fantastisk dag og en god start på HavneBYfesten, siger Lisa Kjær, – det eneste der ærgrer mig er, at jeg desværre ikke selv har mulighed for at være til stede på dagen, men heldigvis er der et hold af hjælpere, der står klar til at få afviklet festen på bedste vis.

FOTO: Kunstnerparret Britta Madsen og Søren Gøttrup under arbejdet med den nye rundkørsel-skulptur til Støvring.