”Den sælsomme Duo” i Arden Kirke
”En meget smuk oplevelse, som fik de fremmødte publikummer til at drømme sig helt væk i den klassiske verden”. Sådan lød en del af anmeldelsen af en koncert, duoen duoen Tine Lilholt (fløjte) og Søren Rasmussen (orgel) fremførte i Vodskov Kirke i oktober 2013, og ordene rammer præcist dén oplevelse, publikum hver gang oplever, når netop disse to spiller sammen.
”Den sælsomme Duo” har nu arbejdet sammen i otte år ved kirkekoncerter, med klassiske værker for fløjte og orgel, og på søndag eftermiddag den 9. oktober er turen kommet til Arden kirke.
Tine Lilholt er en kendt og afholdt skikkelse i områdets kunst- og musikliv.
Hun er kunstner med eget galleri, Galleri Tine Lilholt, Bækkedalsvej 1, Skørping siden 2010, og medvirker i forskellige musikalske sammenhænge.
Hun spiller fløjte og harpe sammen med sin mand, Klaus Thrane på trommer og percussion.
Tine Lilholt har gang i mange ting, og er blandt andet også kirkesanger i Storarden kirke samt afløser ved gudstjenester i Arden. Og netop i Arden Kirke kan hun opleves sammen med oganist Søren Rasmussen på søndag.
– Vi hører hende ofte spille på sine tværfløjter og keltiske harpe i vore kirker, ved begravelser, koncerter, plejehjem og babysalmesang, hvor hun spiller med stor musikalitet, varme og indfølingsevne, fortæller Elisabeth Svenstrup, organist i Arden Kirke.
Den anden halvdel
Men selv en ”sælsom duo” har jo to halvdele, og den anden halvdel er Søren Rasmussen, som til daglig er organist ved Abildgaard Kirke i Frederikshavn,
Han har kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium i 1985 og videregående orgelstudier hos Professor Marie Claire Alain i Paris, hvor han også var ansat i Den Danske Kirke fra 1986.
Søren Rasmussen har spillet koncerter i både ind- og udland, både som solist og akkompagnatør.
Ved koncerten i Arden kirke kan man opleve ham optræde som solist og akkompagnere når Tine spiller.
Den sælsomme Duo har iøvrigt indspillet cd´en ”Klassiske Mosaikker” 2013 i Abildgaard kirke med værker fra barok, wienerklassik og romantik, og duoen har desuden her i sommeren 2016 færdiggjort indspilninger til en turistvenlig cd i Børglum klosterkirke i Vendsyssel.
Koncert-programmet
Ved koncerten i Arden kirke, skal vi høre nogle af værkerne fra cd´erne. Bl.a. Rondo af W.A. Mozart, Air af J.S.Bach. Våren af Edvard Grieg samt Salut Dámour af Edward Elgar, men også sonater af Händel og C.PH.E.Bach, samt Harboøresange af Bo Grønbech.
Til tider trækkes en tråd tilbage til Tines mangeårige samarbejde med sin store-
bror i Lars Lilholt Band, på den måde at duoen spiller spillemandsmusik af Rasmus Storm.