Sankthansbål uden ild i Nørager…
Den eneste ild ved Sankthansfesten i Nørager var flammerne fra den letantændelige heks, som til tonerne fra 250 heksehyl blev sendt godt afsted i retning af Bloksbjerg i den tyske bjergkæde Harzen.
– Selve Sankthansbålet havde nogenlunde samme konsistens som grønlangkål, så det viste sig hurtigt at være en ulige kamp at forsøge at få ild i bålet, fortæller Gert Rubæk fra arrangørerne, Nørager Borger- og Håndværkerforening.
I stedet for luftforurening ender sankthansbålet nu sine dage som en miljørigtig løsning: Hakket til flis!
Glæde over nyt sundhedshus
Lokalpolitiker Morten Lem holdt årets båltale (UDEN bål!), og han glædede sig blandt andet over, at der nu kommer et sundhedshus i Nørager: – Det er vigtigt, at der lokalt sættes forskellige projekter i gang for at sikre fortsat udvikling i Rebild Kommunes mindre samfund, understregede han.
Trods regnen blev det et par rigtig hyggelige timer på bålpladsen, hvor beboere i alle aldre fik hygget og snakket i den varme sommeraften.