Sebastian Klein svinger smørekniven på Terndrup Skole

Annonce

Den populære børnetv-vært Sebastian Klein besøger Terndrup Skole onsdag den 28. oktober. Terndrup Skole er én af i alt 40 skoler, som Sebastian Klein besøger gennem tiltaget GoCook. Her vil Sebastian Klein finde smørekniven frem og udfordrer smagsløg og smårollinger, når han afholder arrangementet ”Smør din madpakke med Sebastian” for 1.-3. klasse på Terndrup Skole.

Sammen med Sebastian Klein skal eleverne fra 1.-3. klasse se nærmere på, hvad en sund madpakke kan indeholde samt, hvordan børnene kan smøre deres egen lækre madpakke – og så skal der smages på nye, spændende madkombinationer i ”madjunglen”. –Børnene synes, det er vildt sejt, når de først har prøvet at smage eksempelvis ansjoser. Først rynker de lidt på næsen, men når den første har taget mod til sig og prøvet at smage, så følger resten oftest med. På den måde, så får børnene også mod og lyst til at smage andre nye madvarer, udtaler Sebastian Klein.

GoCook igen i Terndrup

Arrangementet er en del af GoCook, som har til formål at skabe den første generation af børn og unge, der er bedre til at lave mad end deres forældre. ”Smør din madpakke med Sebastian” er da også kun et af flere tiltag under GoCook. I maj var der således også besøg af GoCook på Terndrup Skole, dengang med ”Restaurant GoCook” med diætist Anne W. Ravn. Begge arrangementer støttes desuden af Super Brugsen i Terndrup. Ved arrangementet onsdag den 28. oktober vil frivillige fra bestyrelsen i Super Brugsen Terndrup således hjælpe børnene med bolledej og madpakker – sammen med forældre, lærere og naturligvis Sebastian Klein.

 

Billedet herover: Sådan så det ud sidst GoCook besøgte Terndrup Skole – nu vender de tilbage, denne gang med Sebastian Klein, som skal lære 1.-3. klasse at smøre lækre og sunde madpakker.