Sejlstrup – en landsby med tæt tilknytning til naturen
Sejlstrup er en lille landsby mellem Skørping og St. Brøndum i Rebild Kommune. En nær nabo er landsbyen Fræer. Derudover omgives Sejlstrup af skøn natur – bl.a. ligger Rold Skov og Madum Sø ikke langt herfra.
Sejlstrup er en af de mange, små landsbyer i Rebild Kommune. Sejlstrup er valgt som denne uges landsby pga. sit engagement i Klima Rebild, klimaugerne i Rebild Kommune – dette vender vi tilbage til.
Borgerlaug
Landsbyen Sejlstrup ligger, som skrevet, mellem Skørping og Store Brøndum – nær landsbyen Fræer. Det tætte naboskab med Fræer gør sig blandt andet gældende idet de to landsbyer har et fælles borgerlaug. Sejlstrup-Fræer Borgerlaug holder i årets løb flere arrangementer i Fræer Aktivitetshus. Fræer Aktivitetshus er et aktivt hus. Udover borgerlauget benytter også menighedsrådet huset til arrangementer. For slet ikke at tale om de mange aktive ældre fra hele Rebild Kommune, der hver uge deltager i forskellige aktiviteter i Fræer Aktivitetshus. Læs mere om Fræer Aktivitetshus på her
.
Klima Rebild 2016
Sejlstrup-Fræer Borgerlaug spiller også en aktiv rolle i forbindelse med klimaugerne i Rebild Kommune. Således inviteres der til foredrag og debat om Klimaudfordringen torsdag den 17. marts i Fræer Aktivitetshus. Til at åbne debatten kommer Jan Holm Ingeman og Kjeld Hansen. Arrangementet inkluderer fælles spisning. Sejlstrup-Fræer Borgerlaug var også på plakaten ved Klima Rebild 2015. Dengang med et ”Fremtidsværksted”. Også i 2015 blev arrangementet holdt i Fræer Aktivitetshus og inkluderede aftensmad til deltagerne.
Overnat i det fri
Det kan ikke siges tit nok: vores område har en fantastisk natur. For de, der har lyst at opleve denne på nært hold, er der mulighed for overnatning i det fri i Sejlstup. På Dollerupgård, hvis teltplads er omtalt som nr. 96 i Friluftsrådets ”Overnatning i det fri”. Herfra har telt-campisterne kort vej til bl.a. Rold Skov og Madum Sø.
Rold Skov
Rold Skov dækker samlet set 8000 ha. Det store skovområde udgøres af mange mindre skove med hver sit navn og sit eget særpræg. Skoven har et væld af vandreruter, hvor både lokale og turister kan få en naturoplevelse gennem en rask travetur i skoven. Der afholdes også i række arrangementer og sportsbegivenheder i Rold Skov. Siden 2004 har det bl.a. været muligt at køre på mountainbike ad særligt anlagte ruter gennem skoven. Disse er meget roste i MTB-kredse, og der er ruter for både børn, nybegyndere og de hard core MTB’ere.
Madum Sø
Madum Sø har et areal på 204 ha. og er dermed Himmerlands største sø. På trods af sin imponerende overflade er Madum Sø dog ingen dyb sø. På det dybeste sted er der således kun 7,5 meter ned til bunden. Søen er en vigtig fuglelokalitet og har desuden et rigt liv af vandinsekter og flere spændende planter. Der er således mulighed for mange spændende naturoplevelser ved den store sø. Disse kan opnås ved en gåtur rundt om søen af den opmærkede rute – til gengæld er fiskeri og sejlads forbudt. Madum Sø har tidligere været omtalt i Landsbyportrætter i Vores Avis.





