”Sen løbestarter” kåret som årets løber i Run for Fun

Annonce

Jesper Larsen, med diverse hædersbevisninger på fotoet til højre, blev forleden kåret som ”Årets løber 2016” i løbeklubben Run for Fun med hjemsted i Haverslev. Ganske bemærkelsesværdigt, da han overhovedet ikke havde løbet før han startede i klubben for fire år siden, men allerede efter to år løb han – trods bøvl med fødderne – sit første marathon, og nu er han også instruktør i klubben..!

Jespers kone Helle startede ved samme lejlighed og er også en habil løber i dag.

Run for Fun holder iøvrigt julepause frem til 5. januar, når den nye sæson starter, og såvel ”gamle” som nye løbere bydes velkommen.

Igen vil der være et såkaldt begynderhold; et gå/løbe-hold, som på 14 uger langsomt men sikkert trænes op til at kunne løbe 5 km.

Desuden har Run for Fun et 3-5 km-hold, 6-7 km-hold, 8-10 km-hold samt et 10+ km-hold, alle med erfarne instruyktører til at tage hånd om træningen.

– Vi starter altid med fælles opvarmning og afslutter med frugt og vand; vi sætter fællesskabet og det sociale på holdene meget højt, og INGEN kommer til at løbe alene, uanset hvilket hold man vælger at deltage på, understreger Joan Straarup fra Run for Fun: – Vi har plads til alle, fra nybegyndere til ultra-løbere og derimellem.