Sjovt besøg i Børnehaven Kløvermarken

Annonce

Torsdag i denne uge bliver dagen ekstra god for børnene i Daginstitutionen Kløvermarken i Nørager.

De får nemlig besøg af maskotterne Hoppeline og Frækkefrø fra det landsdækkende sundhedsprojekt for børn, Hoppeline. Projektet er udviklet af det Nationale Videncenter KOSMOS i samarbejde med pædagoger og studerende, støttet af Nordea-fonden.

At ”sundt er sjovt” kan man sagtens lære, selv om man endnu ikke er så stor.

Musik og besøg i præmie

Børnene i Kløvermarken har hoppet, danset og løbet sig gennem efteråret og vinteren sammen med figurerne fra Hoppeline-universet.

Og nu har de vundet et besøg af projektets maskotter samt en musikpædagog, der kommer til at sætte fut i børnehaven torsdag eftermiddag.- Vores hoppeline-team spiller op til musik og bevægelse for børnene, så der bliver masser af sjov og ballade i børnehaven den dag, fortæller projektleder for Hoppeline, Lise Hostrup Sønnichsen, fra det nationale videncenter KOSMOS (KOst, MOtion og Sundhed).

Målet er fysisk bevægelse

Hoppeline er et sundhedsprojekt målrettet de ældste børnehavebørn, men også de yngste kan være med. Hjertet i Hoppeline er aktiverende fortællinger, hvor børnene sammen bevæger sig til en fortælling, der læses op på legepladsen.

Målet er at få mere fysisk bevægelse ind i hverdagen for de mindste, og som projektets slogan ”sundt er sjovt” antyder, så leger børnene sig til en mere aktiv dag med Hoppeline.

Motion på den sjove måde

Glæden ved at røre sig, fantasi og medbestemmelse er nøgleord for projektleder Lise Hostrup Sønnichsen, for sundhed handler ikke kun om gulerødder og motion:

– Hoppeline handler for mig om bevægelsesglæde, især glæden ved at røre sig sammen med andre, uanset hvor god man er, og hvordan man ser ud. Børnene skal ikke gøre noget bestemt på en bestemt måde, men de kan bare leve sig ind i fortællingen eller musikken og på den måde få lyst til at bevæge sig, forklarer hun.

Fantastisk opbakning

Projektet begyndte i august sidste år og har allerede over 550 daginstitutioner over hele Danmark med.

Det er er gratis at deltage, og børnehaverne får blandt andet en Mariehøne-hånddukke, somer en af de figurer i Hoppelines univers, børnene holder meget af. Materialet lægger op til masser af bevægelseslege, som hænger sammen med fortællingerne.