Skindbjerg – måske Rebilds mindste landsby med storslået natur i baghaven

Annonce

Skindbjerg er uden tvivl en af Rebild Kommunes mindste landsbyer. Her er ganske få husstande, som alle ligger omgivet af marker. Lige bag landsbyen ligger Skindbjerglund. Et stort og smukt skovområde, hvoraf en del er fredet. Nær Skindbjerg findes også Blåhøl og Lindenborg Å.

Skindbjerg er som skrevet en af de mindste landsbyer, jeg har besøgt, derfor har jeg i nærværende landsbyportræt i stedet valgt at rette blikket ud mod byens naturskønne omgivelser. Kører man eksempelvis gennem den lille landsby kommer man ned til skovbrynet ved Skindbjerglund. Og ikke fjernt fra denne smukke skov ligger kilden Blåhøl og Lindenborg Å.

Skindbjerglund

Skindbjerglund er en naturperle for sig selv, og var en del af den oprindelige Rold Skov. En del af det store skovområde er statsejet, blandt andet et fredet område med egetræer. Her ses gamle, knudrede egetræer, der kan give et billede af, hvordan Rold Skov har taget sig ud i middelalderen. I den fredede del af skoven får de gamle egetræer lov til at passe sig selv. Derved byder denne del af skoven også på væltede træer og nedfaldne grene. Skoven fremstår på mange måder som naturskov gennem sin varierede skovbund. Samtidig er skoven et mekka for fugleentusiaster, da mange fuglearter, bl.a. spætten, stortrives i Skindbjerglund.

Blåhøl

Blåhøl er en kilde. Og, hvor Skindbjerg er en af områdets mindste landsbyer, så er Blåhøl en af områdets mindst kendte kilder. Dette kan skyldes, at kilden ligger på privat grund. Til gengæld er det en af områdets mest vandrige. Kildens navn betyder ”det blå hul”. Og blå er den – uden at dens farve dog kan sammenlignes med det blå vand i Store Blåkilde.

Lindenborg Å

Går man tur på skråningen langs Lindenborg Å, skulle man efter sigende kunne se både Blåhøl og Skindbjerglund. Jeg har dog ikke selv afprøvet dette. Lindenborg Å er et 50 km langt åløb, der snor sig gennem Himmerland fra byen Ravnkilde og ud til Limfjorden. Lindenborg Å løber på sin vej tæt forbi Skindbjerglund og godset Lindenborg, som åen deler navn med. Både åen og godset er tidligere omtalt i landsbyportrætter i Vores Avis.

Skørping og Støvring

Får beboerne i Skindbjerg brug for en pause fra naturen og længes i stedet mod kulturelle oplevelser, så er de nærmeste større byer Skørping og Støvring. Måske tilhørsforholdet er størst til Skørping? Det er i hvert fald dette postnummer, der skal anbringes udenpå et brev eller en pakke, som ønskes leveret til en adresse i landsbyen Skindbjerg.

Her ses en bølgende kornmark og i baggrunden et glimt af et af områdets store landbrug.
Reklamelink Her ses en bølgende kornmark og i baggrunden et glimt af et af områdets store landbrug.
Smuk udsigt over landskabet. Fotoet er taget der, hvor vejen gennem Skindbjerg leder ned til Skindbjerglund.
Reklamelink Smuk udsigt over landskabet. Fotoet er taget der, hvor vejen gennem Skindbjerg leder ned til Skindbjerglund.
044
Reklamelink Skindbjerg ligger ved Skindbjergvej i Rebild Kommune – mellem landsbyerne Gerding og Gl. Skørping