Skørping Marionetteater runder de 40 år
Skørping Marionetteater markerer sit 40 års jubilæum med to jubilæumskavalkader søndag eftermiddag den 2. april og opførelse af jubilæumskavalkaden endnu en gang som middagsforestilling søndag den 23. april.
Ved starten i 1977 var der 12 aktive medlemmer, i dag er der 21, så det er en frisk og rask jubilar med mod på mange flere år i fremtiden.
Det var billedhugger Denise Bindeballe, Kunstforening Østhimmerland, der tog initiativ til marionetteatret sammen med Dansk Amatør Teater Samvirke.
Forestillingerne opføres i Kinorevuen, Skørping, og således også jubilæumskavalkaden, som indledes med premiereforestillingen fra 1977: Den lille Prins.
Ole Dan Larsen har samlet ialt 14 episoder/godbidder til jubilæumskavalkaden, som viser Skørping Marionetteaters store spændvidde med et repertoire fra klassiske teaterstykker og operaer til dramatiseringer af eventyr, nyskrevne stykker og eksperimenterende opsætninger: Den lille Prins og Ræven, Tryllefløjten, Dans Makabre, Den lille Havfrue, Skyggen, Den skjulte Prins, Hoffmanns Eventyr, Hans og Grete, Fyrtøjet, Der var Engang, Tommelise, Frøken Regnvejr og Aladdin).