Skoleåret bød på alle tiders klassetur til Frankrig

Annonce

I skoleåret 2015/16, som nu er afsluttet og afløst af en velfortjent sommerferie, havde Rebild/Arden-områdets skoleklasser mange forskellige dejlige og lærerige oplevelser.

Et eksempel er Valgholdsklassen ”International Dimensions” på Skørping Skole, som i foråret var på studie- og udvekslingsrejkse til Tours i Frankrig.

Det blev en stor oplevelse for klassen, som rigeligt fik indfriet formålene med turen, at få talt en masse engelsk og få dyrket en masse sport, – rent bortset fra naturligvis at få knyttet forbindelse på tværs af landegrænserne..!

Privat indkvartering

Under opholdet var eleverne indkvarteret hos forskellige familier i Frankrig, og fik dermed indsigt i dagligdagen, herunder smagsprøver på diverse franske retter og specialiteter.

Mødet med det franske skolesystem var ligeledes en spændende oplevelse.

Blev overraskede

Skolen i Tours, eleverne fra Skørping Skole besøgte, hedder College Pierre Corneille, og dér hersker der – som i det øvrige franske skolevæsen – anderledes streng disciplin end på hjemmefronten i Danmark, og det var generelt en overraskelse for de danske elever at opleve.

Skolen er indhegnet, og både toiletter og lokaler er aflåst, når de ikke må benyttes.

Det var obligatorisk at opholde sig udendørs i frikvartererne, og inden havde egne madpakker med, men spiste i skolens kantine og fik maden derfra.

Bortset fra onsdag, hvor der er fri klokken 12, varer alle skoledage frem til klokken 17 sidst på eftermiddagen.

– Det var en rigtig god tur, og vi fik virkelig meget ud af det; at blive indkvarteret hos en familie, der har sin egen dagligdagsrutine er ikke så nemt, som man skulle tro, men det gav os en masse indsigt, og vi kom virkelig til at værdsætte at bo i Danmark, da vi har et virkelig godt skolesystem med langt større selvstændigt ansvar for ”egen læring”, lød det fra en af eleverne efter hjemkomsten.