Skoleanalysen skaber debat i Rebild Kommune
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede i juni 2015 at igangsætte en analyse af skoleområdet i Rebild Kommune. Undersøgelsen er blevet foretaget af det eksterne konsulentfirma Brøndum & Fliess med inddragelse af skoleledere og skolebestyrelser. Analysen er nu udmundet i en rapport, som blev fremlagt for og debatteret af byrådet torsdag den 26. november. Rapporten er desuden et vigtigt punkt på Børne- og Ungdomsudvalgets dagsorden i onsdag den 2. december.
Rapporten, der er blevet til på baggrund af skoleanalysen, er nu færdig. Brøndum & Fliess tager både skolernes faglige udfordringer og de økonomiske udfordringer med i deres overvejelser. Som resultat er der fremkommet fem scenarier for, hvordan skoleområdet fremover kan organiseres i Rebild Kommune. Alle scenarierne har til formål at fremme de faglige resultater i de kommende år. I fire af de fem scenarier bliver der tale om strukturændringer på skoleområdet, som bl.a. kan afstedkomme skolelukninger. Næste skridt i processen bliver, at udvalg og politikkere tager stilling til, hvilke af de opstillede scenarier, Rebild Kommune ønsker at arbejde videre med. Der er således ikke tale om endelige beslutninger.
Status quo
Status quo scenariet er det første, der præsenteres i rapporten. Dette scenarie betyder ingen ændringer, og dermed uændrede vilkår for skolerne. Det pointeres dog i rapporten, at dette ikke er en mulighed, hvis de faglige resultater skal højnes og økonomien på skoleområdet være sammenhængende og bæredygtig.
Minimumsscenariet
Minimumsscenariet – også kaldet scenarie 1 – fokuserer især på udskolingen, dvs. 7.-10. klasse. De organisatoriske ændringer ved valg af dette scenarie vil betyde, at henholdsvis Blenstrup Skole og Ravnkilde Skole anbefales lukket. Derudover skal overbygningsklasserne fra Bælum Skole flyttes til Terndrup Skole og eleverne fra de tilsvarende årgange på Suldrup Skole flyttes til Karensmindeskolen. På den positive side vil det give større mulighed for et varieret udbud af valgfag, styrke det tværfaglige og give lærerne bedre muligheder for at tilrettelægge god undervisning og give feedback til eleverne.
Større distrikter
Scenariet med større distrikter har samme mål som minimumsscenariet. I scenarie 2 opstilles der dog en mulig plan for at inddele Rebild Kommune i større skoledistrikter med enten tre, fire eller syv distrikter. Her kan både Haverslev skole, Ravnkilde Skole, Bakkehusene (primært skolen i Blenstrup) være i spil som lukningstruede.
Børneuniverser
Scenarie 3 arbejder med børneuniverser på skolerne. Målet er her det samme som i minimusscenariet. Derudover vil det knytte skoler og dagtilbud tættere sammen. Vælges dette scenarie, vil det kræve, at der også foretages en analyse af dagtilbudsområdet.
Basis- og udskolingsskoler
Dette scenarie forligger i to versioner. Fælles er dog, at man samler eleverne på årgangsspecifikke skoler, så nogle skoler vil være for 0.-6.klasse (basisskoler) og andre for udskolingseleverne i 7.-9./10. klasse. I version 1 foreslås Haverslev/Ravnkilde Skole lukket, hvorefter eleverne samles på Sortebakkeskolen. Bakkehusene lukkes også, og eleverne flyttes til henholdsvis Skørping og Terndrup. Karensmindeskolen i Støvring gøres til skole for 7.-10. klasses elever fra både Støvring, Suldrup, Øster Hornum og Bavnebakkeskolen. Bavnebakkeskolen skal da kun være for 0.-6. klasses elever fra Støvring. I version 2 lukkes skolerne i Haverslev og Ravnkilde, og eleverne flyttes til Skørping Skole. 7.-9. klasse nedlægges på skolerne i Bælum og Terndrup, hvorefter eleverne skal gå i skole i Skørping. Eleverne på 7.-9. klassetrin fra Suldrup Skole flyttes til Karensmindeskolen, som ydermere knyttes sammen med Øster Hornum Børneunivers.
Mulige skolelukninger
I de forskellige scenarier er det især Haverslev/Ravnkilde Skole og de to afdelinger i Bakkehusene, Blenstrup Skole og Bælum Skole, der kan være lukningstruede. Skolerne her er særligt sårbare, da her er relativt få elever i de enkelte klasser. Analysen påpeger, at de små klasser kan blive et økonomisk problem for kommunen – især når bloktilskuddet fra staten til skoledriften skæres ned i 2017 og 2018. Dette betyder 15 millioner kroner mindre årligt til skoleområdet fra 2018. Dette sammenholder Brøndum & Fliess bl.a. med det faktum, at flertallet af skolerne i Rebild Kommune ikke har overholdt budgetterne i de sidste tre år. Heraf når de frem til konklusionen: -Der skal fokuseres på de gode faglige og økonomiske resultater som de større skoler primært skaber. Endvidere skal der fokuseres på modellen med børneuniverser på Øster Hornum Skole, idet Øster Hornum Skole både fagligt og økonomisk er bæredygtig, står der i et resumé af rapporten.
Lokal debat
Udsigten til, at der måske vil komme skolelukninger, har naturligvis afstedkommet uro i de små lokalsamfund og ikke mindst blandt forældre til børn på de berørte skoler. I Haverslev var der onsdag den 18. november indkaldt til borgermøde i hallen, hvor ca. 150 borgere og 11 byrådspolitikkere var mødt op – det varmeste emne i aftenens debat var Haverslev/Ravnkilde Skoles fremtid. Også i Bælum er der taget hul på debatten, som bl.a. kører livligt på byens Facebook. Interesserede kan finde og læse hele rapporten her
.
Foto: Billedet øverst stammer fra borgermødet i Haverslev, hvor skoleanalysen blev debatteret.