En ny undersøgelse foretaget af Københavns Universitet viser, at der i en gennemsnitlig dansk kommune kan findes op til 700 til 800 barrierer for befolkningens adgang til naturen. Ulovlige skræmmeskilte udgør 20 procent af barriererne i naturen og hele 32 % ved kysten. Et stort problem, lyder det fra Friluftsrådet.
Ulovlige skræmmeskilte som “Privat vej”, “Adgang forbudt for uvedkommende” og “Færdsel på eget ansvar” er den mest betydelige barriere for befolkningens adgang til naturen. Det viser en ny undersøgelse, som en gruppe forskere fra Københavns Universitet har lavet.
Gennem omfattende feltundersøgelser har forskergruppen kortlagt omfanget af barrierer i naturen og langs kysten. I alt kan der være op mod 70.000-80.000 barrierer i naturen. Den mest betydelige form for barriere er ulovlige skræmmeskilte, vurderer forskerne. Cirka 20 procent af de kortlagte barrierer i naturen udgøres af skræmmeskilte mens det ved kysten er helt op mod hver tredje af barriererne, der er ulovlige skræmmeskilte.
Skræmmeskilte skaber utryghed
I Friluftsrådet er formand Niels-Christian Levin Hansen glad for, at der nu findes konkrete tal på omfanget af problemet.
“Undersøgelsen viser helt klart, at der er behov for en indsats for at komme de mange barrierer til livs. Vi kan ikke som samfund leve med, at befolkningens adgang til naturen er udfordret i en sådan grad. Folk skal kunne komme ud i naturen, og man skal kunne bruge den ret man har til at færdes for eksempel langs stranden, uden at føle man gør noget forkert. Det er et stort problem, at man bliver skræmt væk af blandt andet kæder, bomme og skilte, som grundejere ikke har lov at sætte op,” siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.
At omfanget af skræmmeskilte har negative konsekvenser for friluftslivet, bekræfter Frank Søndergaard Jensen.
“Skræmmeskilte er hovedproblemet i forhold til barrierer for adgang til naturen, fordi de giver en usikkerhed og utryghed. Når man støder på skilte som “Privat vej”, “Adgang forbudt” og “Hunden bider”, så føler man sig utryg, usikker og uvelkommen. Det vil kræve, at man kender reglerne fuldstændig til bunds for at kunne vurdere, om man kan være “ligeglad” og går turen alligevel,” siger Frank Søndergaard Jensen, professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Kortlægningen af barrierer viser generelt, at der er der flest barrierer i områder, hvor der er flest mennesker, for eksempel i sommerhusområder og i bynære områder. Det gælder også antallet af skræmmeskilte.
Stor opgave for kommunerne
Undersøgelsen konkluderer, at der kan være op til 700 til 800 barrierer pr. gennemsnitskommune. Det kan være en voldsom opgave for kommunerne at gå i gang med.
“Det er en ganske stor opgave, hvis kommunerne skal ud og tjekke så mange forhold. Først skal man finde dem, og derefter skal man arbejde med dem for at finde ud af, om det er lovligt eller ulovligt, eventuelt udstede påbud og så videre. For at gøre opgaven mere overkommelig og sikre størst effekt, kunne man tage udgangspunkt i skræmmeskiltene,” lyder Frank Søndergaard Jensens anbefaling til kommunerne.
Hvis kommunerne udelukkende fokuserer på skræmmeskilte, så vil der umiddelbart være tale om cirka 150 skilte for en gennemsnitlig kommune, vurderer forskerne.
I Friluftsrådet håber man, at kommunerne vil prioritere ressourcer til området.
“Det er et stort problem for friluftslivet, at der er så mange forhold, som kan skabe tvivl hos borgerne om, hvad man må og ikke må, så det er vigtigt, at der bliver gjort noget for at rette op på det,” understreger Niels-Christian Levin Hansen.
