Omkring 100 medlemmer af Terndrup-Blenstrup-Bælum Seniorer blev mæt af både mad og andre sanseindtryk, da de fulgte invitationen til at komme på Terndrup Kro for at høre Hans Flou underholde med foredrag og film om slotte og herregårde i Himmerlands smukke naturomgivelser: – Vi begyndte med en wienerschnitzel, og den fyldte så meget på tallerkenen, at en del af medlemmerne måtte ”give fortabt”, fortæller formand Niels aage Fladkjær; – de kunne ganske enkelt ikke få en bid mere ned..!
Krofatter var med andre ord ikke fedtet med portionerne, og Hans Flou var i høj grad heller ikke fedtet med sine fortællinger eller sine svar på spørgsmål efter filmen. Kaffe og hjemmebagte småkager var prikken over i’et på en herlig, hyggelig aften i godt selskab..!